Skød sig med politi-pistol: Ung mand i kritisk tilstand

Der var to betjente til stede i Svenstrup, da 25-årig mand stjal den enes pistol og affyrede den mod sig selv

Foto: René Schütze
Foto: René Schütze

En mand i 20'erne er i kritisk tilstand, efter at han torsdag eftermiddag tog pistolen fra en politimand og affyrede våbnet mod sit hoved.

Det oplyser Den Uafhængige Politiklagemyndighed fredag morgen om hændelsen, som fandt sted i Svenstrup syd for Aalborg.

Se også: Mand tog pistol fra betjent og skød sig selv

Der var to betjente til stede, da det lykkedes for den 25-årige mand at tage pistolen fra den ene.

Men myndigheden ønsker ikke at oplyse, hvorfor betjentene mødtes med den unge mand, eller hvordan optakten i øvrigt udspillede sig.

- Vi har besluttet ikke at oplyse mere af hensyn til efterforskningen og til de pårørende, siger kontorchef Rasmus Blaabjerg.

- To efterforskere har afhørt flere personer og er fortsat i gang, siger kontorchefen. Desuden er der iværksat en våbenteknisk undersøgelse og en undersøgelse af gerningsstedet.

Den seneste melding fra sygehuset er, at manden er i kritisk tilstand, lyder det fredag.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere