Skovbrande hærger i Sverige: Flere er ude af kontrol

Høje temperaturer øger brandfaren i Sverige. Skovbrande hærger i landet, og det får hjælp af norsk beredskab.

Det er ikke kun i Danmark, at tørken sender brandmænd på overarbejde med naturbrande.

I Sverige hærger mere end 60 skovbrande, og flere af brandene er ikke under kontrol, skriver det svenske medie SVT Nyheter.

Det svenske beredskab er så presset, at det har måttet tilkalde hjælp fra norske brandmænd. I alt skal seks norske helikoptere assistere svenskerne.

Redningsledere advarer i flere kommuner folk om brandene. Således er beboere i Ljusdal og Ragunda Kommune i det centrale Sverige blevet bedt om at holde sig indendørs.

De meget høje temperaturer i Sverige har fået Det Svenske Meteorologiske institut, SMHI, til at bringe en advarsel.

- Brandrisikoen er meget stort, særligt i den sydlige del af landet. Det er tørt i skove og på marker, siger Sandra Andersson, der meteorolog på SMHI til det svenske nyhedsbureau TT.

I Särna, der ligger i Älvdalen Kommune i Dalarna er redningsarbejdet blevet vanskeliggjort af, at man har fundet uaffyret ammunition ved en skydebane.

Det betyder, at man i det område, ikke gør brug af de norske helikoptere, som er kommet for at hjælpe.

- Vi tør ikke sende mandskab, før vi har sikret ammunitionen. Og vi bruger kun svenske helikoptere, siger redningsleder Per-Erik Jonsson til SVT Nyheter.

Mandag aften udsendte det svenske beredskab en meddelelse om, at branden ved skydebanen spredte sig hastigt nordpå. Derfor opfordrer beredskabet alle, der befinder sig i området, til at flygte så hurtigt som muligt.

Også i Norge har man problemer med skovbrande. Søndag omkom en 30-årig brandmand, da han var med til at slukke en skovbrand i Akershus ved Oslo. Ifølge brandvæsenet fik han et akut helbredsproblem.

I Danmark har tørken også betydet flere naturbrande. I juli har der i gennemsnit været 31 naturbrande om dagen, som beredskab har skullet slukke.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere