Skræksag ryster Frankrig: 'Heltemodig' læge dræbte syv patienter

Fransk læge afviser alle beskyldninger om at skulle have forgiftet patienter bevidst

Den 47-årige narkoselæge menes bevidst at have forgiftet mindst 24 patienter. Foto: Sebastien Bozon/AFP/Ritzau Scanpix
Den 47-årige narkoselæge menes bevidst at have forgiftet mindst 24 patienter. Foto: Sebastien Bozon/AFP/Ritzau Scanpix

Det franske sundhedssystem er ramt af en opsigtsvækkende sag, hvor en læge er beskyldt for at være skyld i syv patienters død.

Det skriver The Guardian.

Anæstesilægen Frédéric Péchier er således beskyldt for bevidst at have givet patienter dødelige injektioner, som førte til hjertestop, hvorefter han på heltemodig vis kunne redde patienternes liv ved at genoplive dem.

Ifølge efterforskerne har han i alt 24 gange forgiftet patienter, der var mellem fire og 80 år gamle, og syv af gangene mislykkedes det ham at genoplive patienterne.

Frédéric Péchier afviser selv alle anklagerne om de opsigtsvækkende forgiftninger, som skulle have stået på i en periode mellem 2008 og 2016 i byen Besançon nær grænsen til Schweiz.

Efterforskningen af den 47-årige læge startede i 2017, hvor han i første omgang var mistænkt for syv forgiftninger. Det tal er så altså siden blevet udvidet til 24.

Mistænkelig hurtig diagnose
Ifølge den offentlige anklager, Etienne Manteaux, var Péchier 'fællesnævner' for alle de formodede forgiftninger. Han fortæller, at narkoselægen ofte var i umiddelbar nærhed af patienter, der fik hjertetilfælde, mens han 'lavede en tidlig diagnose på et tidspunkt, hvor der ikke var noget, der gav anledning til at mistænke en overdosis af kalium eller lokalbedøvelse'.

Ifølge anklageren havde hans kollegaer bemærket, at han ofte var mistænkeligt hurtig til at fastslå diagnosen, når patienter fik hjertetilfælde under operationer.

Narkoselægens yngste formodede offer, fireårige Teddy, fik hjertestop to gange under en operation, hvor han skulle have fjernet sine mandler, i februar 2016. Begge gange blev han genoplivet af den nu anklagede læge.

Péchiers forsvarere kalder anklagerne om forgiftning for 'intet andet end en hypotese'.

- Vi udfordrer alle til at vise os en eller anden form for bevis, siger advokaten Randall Schwerdorffer ifølge The Guardian.

Den 47-årige læge blev fredag løsladt efter at han havde appelleret en tidligere afgørelse om, at han skal sidde fængslet indtil retssagen. Der er endnu ikke sat en dato for retssagen mod lægen.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere