Skraldemænd raser mod dansk medie

Arbejdsnedlæggelsen sker, fordi skraldemændene i Aalborg er utilfredse med mediet Nordjyske

Renovationsbiler holder stille hos Aalborg Forsyning Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Renovationsbiler holder stille hos Aalborg Forsyning Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Opdateret klokken 12.30: Skraldemændene har genoptaget arbejdet igen.

Tirsdag morgen havde skraldemænd i Aalborg nedlagt arbejdet i protest over en artikel i mediet Nordjyske.

Selvsamme medie har skrevet en artikel, hvori det fremgår, at skraldemændene er utilfredse med deres arbejdsplads. Det billede genkender de ikke, fortæller kommunikationsmedarbejder Jan Schrøder ved Aalborg Kommune til Ekstra Bladet.

- Det er korrekt. Vi er ved at danne os et overblik over situationen, men der er tale om en arbejdsnedlæggelse. Det er blevet besluttet efter et fagligt møde blandt vores renovationsarbejdere. De er utilfredse over det billede, som er blevet tegnet af arbejdsmiljøet i Nordjyske.

Jan Schrøder fortæller videre, at man fra kommunens side vil opdatere borgerne, så snart man ved mere.

- Vores beredskabsplan handler om at informere borgerne om at der bliver nogle uregelmæssigheder med at tømme skrald. Vi vil løbende opdatere folk på vores hjemmeside.

Ikke fair
Men allerede klokken 10 genoptog skraldemændene arbejdet igen. Her havde de fået det budskab ud, som de ønskede, lyder det fra tillidsmand hos 3F Jan Jessen.

- Vi markerer, at vi godt kan stå sammen. Der har været meget hetz mod vores arbejdsplads af Nordjyske, og det er vi utilfredse med. Vi er glade for at komme i gang (med arbejdet, red.) igen, skal jeg dog understrege.

Tillidsmanden fortæller videre til Ekstra Bladet, at Nordjyskes informationer om dårligt arbejdsmiljø for skraldemændene stammer fra få personer.

- Vi har fået oplyst, at der er tale om to sygemeldinger, som 3F har kørt. Men de burde se sagen fra begge sider. Vi har 150 medlemmer fra 3F, som er glade for vores arbejdsplads. Derfor skal man ikke udlægge vores arbejdsplads som dårlig. Det er ikke fair, siger Jan Jessen. 

1 af 2 Der bliver ikke tømt skraldespande i Aalborg tirsdag. Foto: Jesper Nørgaard Sørensen/Ritzau Scanpix
2 af 2 Renovationsbiler holder stille hos Aalborg Forsyning Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere