Skud afgivet i boligområde

Der blev natten til søndag afgivet skud i Ladegårdsparken Øst i Holbæk

Midt- og Vestsjællands Politi rykkede ud klokken 01.04 natten til søndag, da de fik anmeldelse om høje brag i Ladegårdsparken Øst i Holbæk.

Anmeldelsen gik desuden på, at en sølvgrå bil kørte fra stedet samtidig med bragene. Da politiet nåede frem til stedet, kunne de konstatere, at der lå afskudte patronhylstre.

Politiet kunne senere konstatere, at skuddene havde ramt en bygningsmur i anden sals-højde. Ingen blev ramt, trods at skuddene faldt tæt ved lejlighedsvinduer. Det oplyser politiet i døgrapporten.

Fire anholdt
I forbindelse med afsøgning af området stødte politiet på fire mænd - to fra Odsherred på henholdsvis 18 og 19 år, samt to fra Holbæk på 20 og 26 år.

De blev alle anholdt i forbindelse med skuddene, fordi det skulle afklares, om de havde en rolle i sagen om de affyrede skud.

Efter at være blevet afhørt er de alle blevet løsladt igen uden at blive sigtet. Politiet afventer i øjeblikket svar på tekniske undersøgelser fra stedet.

Hvis man har oplysninger i sagen, kan man kontakte politiet på 114.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere