Skud mod hus var hævn for Big Mac's død

Lillebror til tiltalt for dødsvold mod Bandidos-rocker befandt sig i hus under skyderi

Se video fra stedet. (Foto: LocalEyes)

Otte til ti skud mod fordøren og havedøren på et hus i Blistrup uden for Græsted i Nordsjælland var et drabsforsøg ifølge politiets sigtelse mod fem unge mænd.

De unge mænd ville fredag hævne et værtshusslagsmål sidste sommer, hvor den 42-årige Bandidos-rocker Poul Joachim Hansen - kaldet Big Mac - døde, oplyser kilder i politiet til Ekstra Bladet.

Inde i huset befandt sig ifølge Ekstra Bladets oplysninger en lillebror til den 24-årige mand, som er tiltalt for dødsvold mod Big Mac på Van Helsinge Bodega Vestergade i Helsinge.

Se også: 24-årig undgår drabstiltale efter rockers død

Lillebroderen var til stede under slagsmålet, og han sad i en periode varetægtsfængslet for overfaldet. Han blev dog løsladt, da han ikke tog del i de mange knytnæveslag, der væltede indover Bandidos-rockeren natten mellem den 29. og 30. juni sidste sommer.

Lillebroderen har været til afhøring hos politiet, hvor han ifølge Ekstra Bladets oplysninger, selv fortalte politiet, at de mange skud var hævn for Big Macs død. Det var angiveligt lillebroderen selv, der kontaktede politiet under drabsforsøget.

Nordsjællands Politi anholdt fem mænd for drabsforsøget. Fire unge mænd sidder nu varetægtsfængslet, mens en femte er løsladt - fortsat sigtet i sagen. Ifølge Ekstra Bladets kilder har de fem unge mænd tilknytning til Bandidos i Nordsjælland.

Dagen før, at skuddene faldt mod dørene i huset blev en 21-årig mand forsøgt dræbt med en bil og økser af en større gruppe gerningsmænd i Helsinge. Ifølge Ekstra Bladets oplysninger er der en klar sammenhæng mellem de to drabsforøg.

Den 21-årige mand er ven med lillebroren, men overfaldet skyldes også, at den 21-årige angiveligt 'har talt dårligt om Bandidos'. Samtidig er opgøret en del af kampen om hashmarkedet ifølge Ekstra Bladets oplysninger.

Episoden fandt sted foran Lidl på Vestergade omkring klokken 19 torsdag.

- En 21-årig fra lokalområdet er blevet påkørt af en bil og efterfølgende har flere personer overfaldet ham. Han har sår i ansigtet og på ryggen og er netop nu ved at blive undersøgt for sine skader på Hillerød Hospital, sagde vagtchefen.

- Han har nogle snitsår, som godt kunne tyde på, at han er blevet ramt af en økse eller en kniv. Hvor alvorligt det er, er vi ikke klar over, men han er uden for livsfare, sagde vagtchefen.

Der er ingen anholdte for økseoverfaldet.

Den 24-årige storebror er tiltalt for at slå Big Mac ned fra en barstol ved et hårdt knytnæveslag i brystet. Herefter regnede en byge af knytnæveslag ifølge anklagemyndigheden ned over rockerens hoved, hals og overkrop. Big Mac lå 'passiv og værgeløs på gulvet', som det lyder i anklageskriftet.

Sagen om dødsvold mod Big Mac begynder ved Retten i Helsingør 23. april.

Et vidne fortæller, at der forud for det voldsomme overfald var en del råben og skrigen og kort tid efter forlod to biler i høj fart området.

- Jeg kan ikke sige noget om motivet til drabsforsøget ved huset, men vi ser på, om det har noget med hævn at gøre, siger leder af afdelingen for personfarlig kriminalitet i Nordsjællands Politi, politikommissær Henning Svendsen, til Ekstra Bladet.

- Vi ser også på, om der er en sammenhæng mellem de to drabsforsøg med kort mellemrum. Vi plejer ikke at have den slags alvorlige hændelser ude på landet, så vi ser på det med stor alvor, fortæller politikommissæren.

- Vi undersøger de involveredes tilhørsforhold til forskellige grupperinger - heriblandt Bandidos. Jeg kan ikke sige på nuværende tidspunkt om det er rocker- banderelateret, fordi jeg ikke kender persongalleriet, siger Henning Svendsen.

Sådan så det ud, da Bic Mac blev begravet.

1 af 2 Skyderiet skete i Blistrup uden for Græsted. Foto: Local Eyes
2 af 2 Bandidos-rockeren Poul Joachim Hansen alias 'Big Mac' omkom under et værtshusslagsmål i Helsinge sidste sommer. (Foto: Søren Jensen/Polfoto)

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere