Skud-offer gik rundt med kugle i hovedet i flere måneder

Den 24-årige mand skulle slet ikke være overfaldet - tæskehold tog angiveligt fejl af ham og nabo

En 24-årig mand fra Toftlund gik i flere måneder rundt med en fem millimeter blykugle i hovedet, som lægerne havde overset.

Det fortalte han torsdag i retten i Sønderborg, hvor han blev afhørt som vidne i en sag mod fire mænd, som var deltagere i et regulært tæskehold.

Ifølge JydskeVestkystens retsreferat var det slet ikke meningen, at den 24-årige skulle angribes af tæskeholdet. Tæskeholdet tog nemlig fejl af den 24-årige og hans nabo.

Overfaldet fandt sted i maj i år, hvor det bevæbnede tæskehold blev sendt af sted for at straffe naboen, som havde været involveret i en færdselssag ved Gram.

JydskeVestkysten oplyser, at tæskeholdet ankom til den gård, hvor den 24-årige mand boede.

Kugler piftede rundt
Den uskyldige mand forklarede i retten, hvordan der pludselig blev skudt mod ham med en hardball-pistol.

- Jeg hører, at en glasrude i døren bliver smadret. En sten bliver smidt igennem ruden, forklarede den 24-årige i retten, ifølge JydskeVestkysten.

Den 24-årige gik ud, mens kuglerne piftede rundt. Manden blev da også ramt i hovedet.

Samtidig blev den 24-årige angrebet bagfra og fik flere voldsomme slag i baghovedet med et bat.

'Jeg kunne ikke røre mine fingre'
- Jeg kunne ikke røre mine fingre. Kroppen er død, og jeg vælter som en statue, forklarede den tydeligt rystede unge mand i retten.

JydskeVestkysten oplyser, at manden mistede bevidstheden, men han kom langsomt til sig selv, mens andre på gården ringede efter en ambulance.

Efterfølgende blev den unge mand kørt til behandling på sygehuset i Aabenraa, hvor han blev syet med flere sting i hovedet. 

Den 24-årige led dog fortsat af kraftig hovedpine. Så han blev senere sendt til skanning. Nu mente lægerne angiveligt, at der sad noget arvæv tilbage.

Fandt kugle i hovedet
- Jeg døjer fortsat med hovedpine, og efter et par måneder kommer jeg til Sønderborg Sygehus, hvor de kan se på skannings-billedet, at der sidder en fem millimeter blykugle ved venstre øjenbryn, forklarede manden i retten, ifølge JydskeVestkysten.

De fire mænd i alderen 19, 21, 24 år og 30 år nægter sig skyldige i overfaldet.

Retssagen fortsætter den 31. oktober.

 

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere