Skudepisode ved stort indkøbscenter: Flere skud afgivet

Gerningsmændene var stukket af fra stedet, da politiet kom frem

Politiet er til stede efter skyderiet. Video: LocalEyes

Ved du noget? Tip os på sms 1224 (koster alm. takst) eller på mail 1224@eb.dk

Klokken 01.30 natten til mandag fik Østjyllands Politi en anmeldelse om skyderi ved indkøbscenteret City Vest i Brabrand i Aarhus.

Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.

Da politiet kommer til stedet, kunne de konstatere, at der var afgivet flere skud på parkeringspladsen. Skuddene havde blandt andet ramt to parkerede biler.

Der var dog ingen personer at finde på parkeringspladsen.

City Vest er et stort indkøbscenter med omkring 60 butikker, beliggende på Gudrunsvej i Brabrand ved Aarhus.

Politiet har på nuværende tidspunkt ikke yderligere kommentarer til sagen og kan heller ikke oplyse, om episoden er banderelateret.

Uro i Aarhus Vest
Skudepisoden ved storcenteret kommer dog kun otte dage efter, at 70 personer blev anholdt forrige fredag i forbindelse med uroligheder i Gellerup-parken - også i Aarhus Vest.

Urolighederne var angiveligt en konsekvens af, at Loyal To Familia er ved at etablere sig i Aarhus.

Og lørdag var den gal igen.

Her blev flere personer anholdt efter uroligheder også i Aarhus Vest.

Først gennemførte Østjyllands Politi en anholdelses- og ransagningsaktion i området omkring Peter Fabers Vej. Her blev flere personer anholdt og sigtet for overtrædelse af våbenlovgivningen efter fund af blandt andet stik- og slagvåben og bandebeklædning.

Læs alt om Loyal To Familia og deres fremmarch hos Ekstra Bladet+: Foto: Jesper Mortensen Krimi Frygter ikke straf: Berygtet bande på fremmarch

Tre sigtet for drabsforsøg
Senere på aftenen var der igen ballade.

På Ekkodalen løb to personer med stik- og slagvåben ind i en butik angiveligt for at lede efter folk fra andre grupperinger.

Ti minutter efter blev der affyret skud på Bispehavevej. To personer blev efterfølgende anholdt og var søndag i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus, hvorefter de blev varetægtsfængslet i fire uger.

En tredje formodet gerningsmand blev natten til mandag anholdt og fremstilles i grundlovsforhør mandag. Alle tre er sigtet for drabsforsøg.

Op mod 100 anholdelser på halvanden uge
Således er der inden for den seneste halvanden uges tid sket op mod 100 anholdelser forskellige steder i Aarhus Vest.

- Vi efterforsker fortsat og kan derfor ikke på nuværende tidspunkt sige mere om, hvem de anholdte er, sagde René Raffo til Ekstra Bladet søndag.

Vicepolitiinspektøren bekræfter, at politiets massive indsats er et udtryk for en bevidst strategi for at undgå bandekonflikter i Aarhus.

- Vi vil hverken have Loyal To Familia eller andre bander i Aarhus Vest, hvor der bor tusindvis af fredelige mennesker. Det store fredelige flertal skal ikke risikere at blive fanget i en krydsild mellem to kriminelle grupperinger. Det vil vi simpelthen ikke acceptere, og derfor går vi så offensivt til værks, sagde René Raffo søndag.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere