Skudsalve affyret på natklub i USA: to dræbt og flere såret

To personer er døde, efter flere skud søndag nat lokal tid blev affyret på en natklub i byen Greenville i USA

To personer er afgået ved døden, efter at en eller flere gerningspersoner natten til søndag lokal tid affyrede minimum 12 skud på natklubben 'Lavish Lounge' i Greenville i South Carolina i USA.

Det oplyser et lokalt medie ved navn WYFF News 4, som er tilknyttet tv-stationen NBC.

I alt otte personer er blevet ramt af skud, og fire er i kritisk tilstand, meddeler det lokale politi ifølge nyhedsbureauet AP.

Politiet har fortsat ikke anholdt nogen for skudepisoden. Ifølge CNN leder politiet - med udgangspunkt i, hvad videoer fra sociale medier viser - efter mindst to gerningspersoner.

Det vides ikke, hvad motivet bag skyderiet var.

Dj optog skud på video
I en video, som en dj på stedet optog og streamede live på Facebook, kan man høre de mange skud.

Videoen er blevet lagt på Twitter af en lokal journalist ved navn Cody Alcorn, som var til stede ved gerningsstedet, kort efter hændelsen skete.

Ifølge AP opdagede en lokal politibetjent hændelsen og tilkaldte forstærkning, da han hørte skud inde fra bygningen.

Det fremmødte politi transporterede nogle af ofrene til et nærliggende hospital, mens andre blev kørt i privatbiler.

Journalisten, som var til stede ved gerningsstedet, har delt en video taget ude foran stedet på Twitter. Her kan man se, at politiet var massivt til stede.

Du kan afspille videoen herunder.

Ekstra Bladet følger sagen ...