Skyderi på femstjernet hotel i Pakistan

Sikkerhedsstyrker bekæmpede bevæbnede mænd, der trængte i på et hotel i en urolig pakistansk provins

Bevæbnede mænd har angrebet et femstjernet hotel i byen Gwadar i det sydvestlige Pakistan.

Det oplyser provinsens indenrigsminister.

Ifølge Reuters blev en vagt på hotellet dræbt, da mændene angreb.

- Op mod fire bevæbnede mænd gik ind på hotel Pearl Continental i Gwadar og åbnede ild, siger ministeren, Ziaullah Langu.

Hotellet bruges især af forretningsfolk og nogle få udenlandske turister. Det er uklart, hvor mange mennesker, der opholdt sig på hotellet, da angrebet gik i gang.

- Der er meldinger om, at nogle få mennesker er blevet lettere såret, siger Indenrigsministeren, men oplyser ikke, om det er sikkerhedsstyrker, gæster eller ansatte.

Vagthavende hos politiet i Gwadar siger, at der kun var medarbejdere på hotellet, da angrebet gik i gang.

Andre embedsmænd, der ikke vil have deres navn frem, siger til nyhedsbureauet Reuters, at det er lykkedes nogle af de bevæbnede mænd at trænge op på hotellets førstesal.

Gwadar ligger i Baluchistan-provinsen, der gennem længere tid har været præget af et væbnet oprør. Adskillige militante grupper er til stede i provinsen, herunder den pakistanske gren af Taliban.

For tre uger siden blev 14 soldater fra flåden og sikkerhedsstyrkerne dræbt af en af provinsens militante grupper. De 14 kørte i en bus, som blev stoppet af de militante, der beordrede dem ud af bussen og henrettede dem.

Umiddelbart er der ikke nogen gruppe, der har taget skylden for lørdagens angreb mod hotellet.

Baluchistan er Pakistans fattigste og mindst udviklede provins.

På det økonomiske område er der imidlertid ved at ske noget i havnebyen. Dens vigtige beliggenhed betyder, at den indgår i Kinas gigantiske Silkevejs-projekt til 60 milliarder dollar, som er ved at blive bygget.

Skærm

Hent flere
Hent flere