Skyderi på Nørrebro: Tre ramte

Københavns Politi massivt til stede i Guldbergsgade

Video fra Guldbergsgade. (Video: Rasmus Flindt)

Ved du noget? Tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms på 1224 (alm. takst)

Tre personer er fredag aften blevet såret efter nye skyderier i København.

Det fortæller kommunikationsmedarbejder hos Københavns Politi, Rasmus Schultz, til Ekstra Bladet.

Klokken 21.09 er der affyret skud i Guldbergsgade på Nørrebro.

Ekstra Bladet har en kvinde til stede, som selv konstaterer, at to personer er blevet såret og har ligget kvæstet. Politi og redning er fremme.

Foto: Rasmus Flindt
Foto: Rasmus Flindt
 

- Vi hører en mængde skudsalver fra stuen, hvor vi sidder. Flere end 10 skud. Vi går herefter hen til vinduet og ser en sølvgrå bil bakke i høj fart ned mod Skt. Hans Torv, siger Ekstra Bladets kvinde på stedet.

- Så går vi ned og ser. Der bliver råbt fra politiet på gaden. Stort set alle betjente er i færd med at hjælpe en, der ligger ramt på gaden.

Artiklen fortsætter under billedet.

Foto: Rasmus Flindt
Foto: Rasmus Flindt
 

To ambulancer ankom hurtigt efter til stedet. De er begge kørt fra stedet med personer. Ifølge Ekstra Bladets oplysninger er to personer kørt til Rigshospitalets traumecenter.

En tredje ambulance er ankommet til Guldbergsgade klokken 21.30.

Politiet har afspærret Guldbergsgade og er i færd med at afsøge området.

En af de ramte lå i T-krydset Guldbergsgade og Meinungsgade midt på vejen.

Rasmus Schultz fortæller til Ekstra Bladet, at politiet i forvejen er godt til stede på Nørrebro på grund af en række andre skudsager i den seneste tid. Faktisk var en politipatrulje i færd med at lave en politiforretning i den anden ende af Guldbergsgade - godt 100 meter væk - da betjentene pludselig hørte en skudsalve.

- De løber derfor mod stedet, og da de kommer frem ligger der altså flere sårede på vejen, siger Rasmus Schultz til Ekstra Bladet.

Betjentene når ikke at se, hvem det er, der skyder. Noget tyder imidlertid på, at der er skudt i flere retninger.

- Der er to ramte i den ene ende af gaden. Lidt længere oppe ad Guldbergsgade ligger en tredje, siger Rasmus Schultz.

Alle tre er blevet kørt til Rigshospitalets traumecenter. Der er endnu ingen melding om deres tilstand.

Artiklen fortsætter under billedet:

En af bil fik skudt hul i døren under skudepisoden. Foto: Kenneth Meyer
En af bil fik skudt hul i døren under skudepisoden. Foto: Kenneth Meyer
 

Der er for tiden indført visitationszone i et afgrænset område på netop Nørrebro som følge af flere sammenstød mellem kriminelle, hvor skydevåben har været anvendt.

Det er ottende skudepisode i og omkring København den seneste uge.

Politidirektøren i København, Anne Tønnes, oplyste tidligere på ugen, at de mange skyderier skyldes, at en bande er splittet op.

Det skulle ifølge flere medier dreje sig om banden Brothas.

Rasmus Schultz ved på nuværende tidspunkt ikke, om de tre ramte er del af bandemiljøet på Nørrebro, eller om det er tilfældige borgere.

Både før, under og efter episoden har politiet været talstærkt repræsenteret på gerningsstedet.
Foto: Kenneth Meyer 112 - 19. sep. 2018 - kl. 21:40 Politiet skød mod flugtbil under drive-by skyderi

Der er endnu ikke et signalement at bringe videre til offentligheden. Ifølge Rasmus Schultz er det overvejende sandsynligt, at politiet vil kunne få hjælp af videoovervågning fra området til at kaste lys over hændelsesforløbet.

Politiet kan kontaktes på tlf.: 114.

Den seneste tids skyderier

Efter en rolig periode i København er der igen opstået en konflikt. Denne gang skyldes det, at en bande fra Nørrebro er blevet splittet op.

Det har medført flere skyderier, og onsdag meddelte Københavns Politi, at man har etableret en visitationszone på Nørrebro og i Nordvest.

Få her overblikket over den seneste uges skyderier i og omkring København.

* Lørdag 15. september: En byge af skud hamrer mod siden af en sølvgrå Mercedes i Ishøj.

I bilen, der befandt sig på Ishøj Parkvej, sidder to mænd på 24 år, og begge bliver såret. Den ene bliver ramt en enkelt gang i benet, mens den anden bliver ramt flere gange, herunder i ballen og bækkenet. Begge overlever.

* Natten til tirsdag 18. september bliver der ifølge Ekstra Bladet affyret skud på Den Store Plads ved Mjølnerparken. Ingen personer bliver ramt.

* Tirsdag 18. september: Omkring klokken 21.15 jager en Audi en VW Polo i Herlev. Fra Audien skydes der ti gange. Ingen personer bliver ramt.

* Cirka en time senere skydes der mod en mand, der sidder i en bil på Lygten på Nørrebro i København. Han bliver ramt i begge arme. Ifølge Ekstra Bladet er ofret et tidligere Brothas-bandemedlem.

* Onsdag 19. september: Natten til onsdag bliver fem biler ramt af skud på parkeringspladsen ved lejlighedskomplekset Digehuset i Hundige.

* Om aftenen går det løs på Ragnhildgade i København. Kort før klokken 20 kommer en bil kørende og begynder pludselig at skyde mod en gruppe unge. Næsten lige ved siden af står politiet, som svarer igen ved at beskyde bilen.

Ingen bliver anholdt, og gerningsmændene slipper væk.

* Natten til fredag 21. september opholder en 30-årig mand sig på Glostrup Torv sammen med en anden person, da en mand kommer løbende og affyrer flere skud fra en pistol. Den 30-årige bliver ramt i låret, men er uden for livsfare.

Gerningsmanden flygter i en sølvgrå bil, som muligvis er identisk med et køretøj, der senere er fundet udbrændt i Nordsjælland.

* Om aftenen fredag 21. september bliver tre personer ramt af skud ved Meinungsgade og Guldbergsgade på det indre Nørrebro. Deres tilstand er ukendt.

Kilder: Københavns Politi, Ritzau og Ekstra Bladet.

1 af 2 En af bil fik skudt hul i døren under skudepisoden. Foto: Kenneth Meyer
2 af 2 Foto: Rasmus Flindt

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere