Skyderi ved boligkvarter: Politi massivt til stede

Der er muligvis skudt fra en bil mod en anden. Mindst seks skud afgivet

Video: Kenneth Meyer

Ved du noget? Tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms på 1224 (alm. takst)

Københavns Vestegns Politi er lige nu massivt til stede på Vejlebrovej i Ishøj, hvor der tirsdag først på aftenen er indløbet en anmeldelse om skyderi.

Det bekræfter vagtchef Thomas Mejborn over for Ekstra Bladet.

Politiet fortæller på Twitter, at man har modtaget en anmeldelse klokken 18.36, og at man er fremme på stedet, hvor der foretages tekniske undersøgelser.

Politiet er ikke bekendt med, at nogen skulle være blevet ramt under skyderiet.

Ekstra Bladets mand på stedet fortæller, at et stykke af Vejlebrovej er spærret af. Betjente kigger på vejen forskellige steder. Det ser ud til, at betjentene interesserer sig for noget et stykke nede af vejen.

Der er tre indkørsler til nogle to-etagers beboelser, som også er spærret, så folk ikke kan køre ind og ud.

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger har vidner til politiet fortalt, at der er blevet affyret skud fra en bil.

- Bilerne er der ikke, da vi når frem. Men nu er vi på gerningsstedet for at sikre spor. Vi taler selvfølgelig også med dem, der anmeldte skyderiet, siger Thomas Mejborn til Ritzau.

Der er fundet flere patronhylstre på vejen.

Et vidne fortæller til Ekstra Bladet, at han bor meget tæt på gerningsstedet og hørte skuddene.

- Der var tale om seks-otte skud affyret meget hurtigt efter hinanden i først en salve på fem skud. Derefter en lille pause og så to-tre skud mere, siger vidnet til Ekstra Bladet.

De oplysninger svarer meget godt til den teori, som politiet arbejder med, fortæller Thomas Mejborn.

- Da vi kommer derud finder vi afskudte patronhylstre. Det passer meget godt med en seks-otte stykker. Vi kan ikke se, at noget er blevet ramt. Hverken bebyggelse eller beplantning. Vi tror måske, at nogen har skudt fra en bil mod en anden, siger Thomas Mejborn.

Der er ikke fundet nogen ramte personer. Politiet har været i dialog med hospitaler og fortalt, at hvis de får nogen ind til behandling med noget, der minder om skudlæsioner, så vil politiet gerne høre fra dem.

- Vi håber selvfølgelig ikke, at nogen er blevet ramt, erklærer Thomas Mejborn.

Efterforskere er også ved at gennemgå videoovervågning fra kvarteret. Blandt andet fra en nærliggende Aldi-forretning. Gennemgangen sker for at se, om man kan spotte den bil eller de biler, som måtte have været på Vejlebrovej omkring tidspunktet for skyderiet.

Politiet er endnu ikke klar med flere detaljer.

Opdateres...

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere