Skyderi ved tankstation: To mænd anholdt

To mænd på 29 og 30 er blevet anholdt og sigtet for drabsforsøg

Natten til tirsdag var der skyderi ved en tankstation i Korsør. Nu er to mænd anholdt i sagen. Video: Lindfoto/Byrd.

Ved du noget?

Tip os på sms 1224 (alm. SMS-takst), eller send en mail til 1224@eb.dk. Du kan også vælge at udfylde formularen herunder.

 

To mænd på 29 og 30 fremstilles i disse minutter i grundlovsforhør ved Retten i Næstved sigtet for drabsforsøg, trusler på livet og besiddelse af våben under skærpende omstændigheder.

Det oplyser efterforskningsleder ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Kim Kliver, til Ekstra Bladet.

De to sættes i forbindelse med mandag aftens skudepisode i Korsør. De er blevet anholdt i København sent torsdag aften.

Natten til tirsdag fik politiet en anmeldelse om et skyderi ved en tankstation på Tårnborgvej i Korsør.

Ingen blev ramt.

Politiet meldte senere ud i en pressemeddelelse, at det med stor sandsynlighed er en isoleret konflikt mellem to grupperinger, der kender hinanden.
- Vi arbejder nu på at klarlægge omstændighederne bag skudepisoden, så vi kan stille gerningsmændene til ansvar for dette. For det er selvfølgelig en helt uacceptabelt adfærd, som vi ser på med stor alvor, sagde vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen ifølge pressemeddelelsen.

De to mænd blev anholdt efter en kort og intens efterforskning, oplyser Kim Kliver. Ved anholdelsen var de i besiddelse af en pistol med tilhørende ammunition. Den 29-årige er fra Storkøbenhavn, mens den 30-årige kommer fra Korsør.
- Der er tale om helt uacceptabel kriminalitet, når der skydes i det offentlige rum, og vi er derfor meget tilfredse med, at efterforskningen har ført os frem til anholdelse af to gerningsmænd så hurtigt. Vi håber, at anholdelserne vil medvirke til at genskabe trygheden for ofre og lokalbefolkningen, fortæller Kim Kliver fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.