Skyld i to amerikanske pigers død: Her er straffen til 25-årig vandscooter-bølle

Østre Landsret har skærpet straffen til 25-årige Frederik Oliver Schmidt

Sådan skete ulykken. Foto: Kenneth Meyer, Mathias Øgendal, Læservideo. Grafik: Ruten: Frans Wej Petersen, 3D grafik: Mikkel Lund. Redigering: Kristian Hansen

25-årige Frederik Oliver Schmidt skal to et halvt år i fængsel for at have forårsaget to amerikanske kvinders død i Københavns Havn.

Det er tirsdag blevet besluttet under ankesagens behandling i Østre Landsret.

I byretten fik manden to års fængsel, men anklagemyndigheden havde anket sagen til landsretten med henblik på skærpelse af dommen.

25-årige Frederik Oliver Schmidt har gennem hele sagen været meget påvirket af det skete. Lige fra han blev anholdt ved havnen i Brøndby, hvor Ekstra Bladets fotograf var til stede. Foto: Mathias Øgendahl
25-årige Frederik Oliver Schmidt har gennem hele sagen været meget påvirket af det skete. Lige fra han blev anholdt ved havnen i Brøndby, hvor Ekstra Bladets fotograf var til stede. Foto: Mathias Øgendahl
 

To af landsrettens medlemmer mente, at Frederik Oliver Schmidt skulle straffes med fængsel i tre år. Et flertal på tre dommere mente imidlertid, at to et halvt års fængsel var passende.

Det var om aftenen 6. maj 2017, at den 25-årige bragede ind i en lille udlejningsbåd med en gruppe unge kvinder, der alle var udvekslingsstuderende fra USA.

De to dræbte kvinder var Leah Bell fra delstaten Louisiana og Linsey Malia fra Massachusetts. De blev begge 21.

Leah Bell og Linsey Malia mistede begge livet, da den båd, de sad i, blev ramt af en vandscooter i Københavns Havn. Privatfotos
Leah Bell og Linsey Malia mistede begge livet, da den båd, de sad i, blev ramt af en vandscooter i Københavns Havn. Privatfotos

De øvrige ombordværende overlevede.

Dømt reagerede på videoer
Før katastrofen indtraf, filmede en af passagerne på kvindernes udlejningsbåd vandscooterne, der sejlede forbi i høj fart med skummet sprøjtende op om siderne tæt på deres båd.

På filmen, der blev vist i retten, kan man høre de unge kvinder komme med højlydte hvin, og i slutningen af videoen kan man se den 25-årige mand, der nu er dømt, på sin vandscooter i baggrunden. Der blev ikke vist optagelser af selve dødsulykken.

I byretten blev der også vist flere andre videoer, som andre havde optaget, mens gruppen af vandscootere i høj fart sejlede til og fra Københavns Havn.

Efter at have set videoerne fik den nu dømte tårer i øjnene.

- Jeg havde ikke til hensigt at slå nogen ihjel, svarede han på forsvarerens spørgsmål om, hvorfor han blev ked af det igen.

Hans forsvarer spurgte også, om han var bange for at komme i fængsel.

- Jeg skal nok tage min straf for det, jeg har gjort. Jeg har stadig ikke gjort det med vilje, sagde han med gråd i stemmen.

Superstuderende
Leah Bell studerede på Pomona College i Claremont, Californien og drømte om at blive sygeplejerske for for tidligt fødte børn, mens Linsey Malia studerede på Stonehill College i Easton, Massachusetts og havde udmærket sig som super-studerende.

Se også: Studerende overlevede vandscooter-tragedie: Der var så meget blod

Linsey Malia bliver beskrevet som en meget dygtig studerende, der også var undervisningsassistent, arbejdede frivilligt i en lokal forening, der leverede mad, møbler og anden hjælp til fattige, og var en af fire, der var klædt ud som skolens maskot 'Ace the Skyhawk' til forskellige sportsbegivenheder.


Klog og god
- Linsey var en af de bedste og klogeste studerende, jeg nogensinde har mødt. Hun var altid ivrig for at lære mere og ønskede at gå længere end det, der blev krævet af hende, uden at blive spurgt, skriver Jungyun Gill, adjunkt på Sociologi- og kriminologi-fakultetet på Stonehill College, til Ekstra Bladet.

Leah Bell beskrives som en dejlig ung kvinde, der elskede at arbejde med børn.

Efter mindehøjtideligheden på Københavns Rådhus kørte flere til mindestedet på Islands Brygge tæt ved ulykken for at lægge blomster. Foto: Jonas Olufson 112 - 9. maj. 2017 - kl. 22:17 Mor til dræbt amerikansk pige: - Vi er fuldstændig udmattede

- Hun fandt ud af, at hun elskede oplevelsen af at tage sig af for tidligt fødte babyer, hjælpe familierne med at knytte bånd med dem og have håb for deres fremtid som familie. Det er en så smuk erkendelse, at det gør det endnu mere smertefuldt at miste hende. Hun havde en klar ide om, hvad hun ville, og hun ville have gjort så meget godt, skriver psykologi-professor Patricia Smiley i et mindeskrift på skolens hjemmeside.

Flygtede efter ulykke
Efter ulykken flygtede den 25-årige og en gruppe kammerater på vandscootere til havnen i Brøndby. Kort tid efter ankom politiet, og gruppen blev anholdt.

Under anholdelsen erklærede den 25-årige sig skyldig, og den forklaring har han fastholdt lige siden.

- Han har hele tiden tilkendegivet, at han tager den straf, han får. Han er bare lettet over, at det nu er slut, siger forsvarer Jane Ranum.

Under sagen har senioranklager Rikke Jensen påpeget, at den nu dømte i minutterne forud for kollisionen foretog en stribe hasarderede handlinger.

Blandt andet sejlede han på et tidspunkt med stor fart direkte mod en speedbåd. Først i allersidste sekund undveg han, så de ombordværende blev oversprøjtet af vand.

- Vi tænkte hver gang: 'Shit, nu går det galt', har et kvindeligt vidne tidligere sagt.

Det er også kommet frem, at de unge vandscooterførere sejlede fire-fem gange hurtigere end tilladt, og at de tilsyneladende ignorerede henstillinger fra andre i havnen, hvor sejlads med vandscooter i øvrigt er forbudt.

Forældre kom til København
Leah Bells forældre tog efter ulykken til København, hvor de har givet interviews til DR og TV 2. Hendes far, Jeff Bell, siger, at han ikke ønsker at bebrejde føreren af vandscooteren yderligere.

- Jeg ved, han ikke havde nogle intentioner om at gøre min datter fortræd. Det var en ulykke, siger han til TV 2 og tilføjer, at han håber, at myndighederne nu gør det, der skal til, for at forhindre lignende ulykker.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere