Slæbespor i bortført milliardærfrues hus

Politiet har en teori om, at Anne-Elisabeth Hagen kan være blevet angrebet af bortførere, da hun var i bad.

Familiens pressemøde talte engelsk, fordi kidnapperne ikke forstår norsk. Video: VG

Norske politi har fundet spor, som tyder på, at den 69-årige Anne-Elisabeth Hagen blev slæbt hen over gulvet, da hun forsvandt fra sit hjem i oktober. Det skriver avisen VG.

Ifølge avisen har politiet en teori om, at Anne-Elisabeth Hagen kan være blevet angrebet, da hun var i bad. Baggrunden for denne teori er spor, som er fundet på gerningsstedet i boligen i Lørenskog.

I nærheden af et af badene i huset har politiets teknikere fundet, hvad de betegner som slæbespor. Der er ingen andre åbenlyse tegn på kamp i boligen.

De specielle spor skal have været noget af det første, som den forsvundne kvindes mand, den 68-årige Tom Hagen, fortalte om, da han havde tilkaldt politiet. Det skrev VG tirsdag.

Politi har siden oktober efterforsket den formodede bortførelse af Anne-Elisabeth Hagen i Lørenskog. Der er indtil nu ikke kommet nogen livstegn fra kvinden.

Politiet står uden mistænkte i sagen.

Den velhavende Hagen-familie modtog den 16. januar en meddelelse fra de formodede bortførere - sendt gennem kryptovaluta.

Familiens advokat, Svein Holden, opfordrede derefter modparten til at gå over til en anden digital platform, som var bedre egnet til kommunikation.

Men kommunikationen på anden platform har ifølge Holden været "envejskommunikation."

Politiet har tidligere bekræftet, at der både er blevet fremsat trusler og krav om løsepenge i form af kryptovaluta.

I et brev blev der blev fremsat krav om løsepenge på ni millioner euro, svarende til mere end 67 millioner danske kroner.

De norske myndigheder har modtaget over 1400 tips i sagen.

Efterforskerne har internt drøftet, hvorvidt de formodede bortførere kan havde andre motiver end penge, skriver det norske nyhedsbureau NTB.

Politiet har tidligere i denne måned udført 3 D-skanninger af ægteparret Tom og Anne-Elisabeth Hagens ejendom for at lede efter spor. Politiets dykkere har også undersøgt en sø nær ejendommen.

Forløb: Anne-Elisabeth Hagens kidnapning

Der har været ny kontakt mellem den kidnappede nordmand Anne-Elisabeth Hagens familie og de formodede gerningsmænd.

Det oplyser politiet ifølge det norske nyhedsbureau NTB.

Der er pressemøde i sagen mandag klokken 17.30. Her vil politiet komme med yderligere information om kidnapningssagen.

I invitationen til pressemødet skriver politiet, at det vil redegøre for "ny kontakt med modparten".

Anne-Elisabeth Hagen har været forsvundet siden 31. oktober sidste år.

Norsk politi efterforskede sagen i 70 dage, inden det i begyndelsen af januar gik offentligt ud med informationer om sagen.

Der har været kontakt til de formodede gerningsmænd tre gange siden Anne-Elisabeth Hagens forsvinden. Det skriver den norske avis VG.

Senest den 16. januar i år, én uge efter at sagen blev offentligt kendt.

Dengang udtalte familiens advokat Svein Holden, at man opfattede kontakten som et tydeligt tegn på, at den 68-årige kvinde er i live.

Anne-Elisabeth Hagen, der forsvandt fra sit hjem i Lørenskog øst for Oslo, er gift med milliardæren Tom Hagen. Han er en af Norges rigeste personer.

Ifølge politiet er der fremsat alvorlige trusler og krav om løsepenge i form af kryptovalutaen monero.

Politiet oplyste i begyndelsen af februar, at teorien om at Anne-Elisabeth Hagen er blevet bortført, er blevet styrket.

Politiet har fået over 1400 tips, siden det fortalte om sagen.

Den seneste måned har politiet udført 3D-skanninger af ægteparret Tom og Anne-Elisabeth Hagens ejendom for at lede efter spor.

Politiet har også undersøgt en sø nær ejendommen ved hjælp af dykkere.

kilde: Ritzau

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere