Slog Big Mac ihjel: Han kan dræbe igen

Retslægerådet mener, at der er høj risiko for, at den 24-årige, som tævede Bandidos-rockeren Big Mac til døde, kan dræbe igen

En 24-årig mand blev i dag kendt skyldig for drabet på 'Big Mac'.

Retten i Helsingør, Ekstra Bladet

Den 24-årige, der tævede Bandidos-rockeren Poul Joachim Hansen, 'Big Mac', ihjel på et værtshus i Helsinge, er så farlig, at han ikke kan slippe med en almindelig fængselsstraf.

Det mener anklager Tina Davidsen, der støtter sig på mentalundersøgelsen og Retslægerådet, der slår fast, at der er høj risiko for, at den 24-årige igen vil begå personfarlig kriminalitet, og at han 'udgør en nærliggende fare for andres liv, legeme og frihed'.

En dom for vold med døden til følge giver normalt omkring seks års fængsel, men anklageren kræver forvaring på ubestemt tid for at forhindre nye forbrydelser.

Bandidos' finansminister Poul Joachim Hansen døde efter grov vold på et værtshus. I dag falder dommen over den 24-årige tiltalte. (Foto: Søren Jensen) 112 - 29. apr. 2015 - kl. 11:02 Skyldig: 'Big Mac' blev tævet ihjel

- Retslægerådet mener altså, at der er høj risiko for, at tiltalte igen kan begå vold med døden til følge eller drabsforsøg med kniv, som han tidligere er dømt for, siger anklageren i sin procedure.

Retslægerådet siger, at den 24-årige har en svær personlighedsforstyrrelse med karakterafvigende træk, og han har svært ved at styre sin aggressivitet. Han mangler anger og er selvovervurderende.

- Ikke min skyld
- Han mener ikke, at det er hans skyld, at han er voldelig. Han slår kun, hvis nogen angriber ham eller opfører sig dumt. Han mener ikke, at hans voldelige fortid er så slem.. Men de tidligere straffe dokumenterer præcist, hvad den tiltalte er i stand til og hvorfor han er så farlig, siger anklageren.

I 2007 stak han sammen med en kammerat en kioskejer ned med talrige stik fra en butterflykniv, fordi der gik løse rygter om, at offeret var pædofil. Det kostede ham tre et halvt års fængsel. Kioskejeren overlevede med nød og næppe.

Under mentalundersøgelsen sagde den 24-årige, at episoden med 'Big Mac' var 'pisseirriterende', men han har ingen følelser for den døde eller hans familie, fordi han ikke kender dem.

I to måneder inden dødsvolden mod Big Mac havde han taget anabolske steroider, der gjorde ham mere aggressiv. Siden han var 13 har den tiltalte drukket og taget euforiserende stoffer jævnligt.

- Han er meget let antændelig. Der skal meget lidt provokation til, og hans manglende impulskontrol giver en meget farlig cocktail, siger anklageren.

Bandidos' finansminister Poul Joachim Hansen døde efter grov vold på et værtshus. Nu falder dommen over den 24-årige tiltalte. (Foto: Søren Jensen) 112 - 29. apr. 2015 - kl. 07:53 Kræver forvaring for dødsvold mod Bandidos-rocker

- Der er behov for, at tiltaltes farlighed løbende vurderes, og at han ikke sættes på fri fod, før det er forsvarligt. Derfor er forvaring nødvendig, siger anklageren.

- Vi er nødt til at tage hånd om tiltaltes farlighed af hensyn til eventuelle fremtidige ofre, siger anklageren.

- Poul Joachim Hansen kom til at betale med sit liv for tiltaltes temperament, og hans manglende evne til at styre sine impulser.

Hvis retten ikke følger anklagerens krav om forvaring, mener hun, at den 24-årige skal idømmes otte års fængsel.

Far til to-årig pige
Han er far til en to-årig pige, men kæresten gennem fire år har brudt forholdet efter at den 24-årige blev fængslet for overfaldet på Big Mac.

Forsvarer Kristian Krüger påstår, at den 24-årige skal idømmes en almindelig tidsbestemt straf.

Han lægger blandt andet vægt på, at det er syv år siden, at den tiltalte begik drabsforsøget på kioskejeren, og at den 24-årige siden da kun har fået en enkelt voldsdom på tre måneders fængsel.

Forsvareren siger, at alkohol og stoffer er det som 'trigger' den 24-årige, og at der er gode muligheder for at få behandlet misbruget i fængslet.

- Med den fængselsstraf han må forvente, er der rimelig tid til at få behandlet det misbrug, som 'trigger' ham, siger Kristian Krüger.

- Ja, der er en indstilling fra Retslægerådet om forvaring, men det er op til nævningetinget at vurdere, om han skal have forvaring eller en fængselsstraf, siger Kristian Krüger.

Han mener, at en tidsbestemt straf på otte års fængsel, som anklageren påstår, hvis ikke nævningetinget følger hendes begæring om forvaring, er skudt 'langt over målet'.

- Retspraksis for vold med døden til følge ligger på fem-seks års fængsel, siger forsvareren.

Advokaten mener, at der er formildende omstændigheder, fordi 'Big Mac' var provokerende på værtshuset og sandsynligvis slog ud efter den 24-årige. Så han skal kun idømmes fem års fængsel for dødsvolden, mener forsvareren.

Den 24-årige ønskede ikke at sige noget, før retten trak sig tilbage for at votere om straffen.

Retten i Helsingør forventer at afsige dom kl. 15.30.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere