Smittet trænede i dansk fitnesscenter

Det skriver fitnesscentret i en sms til flere af sine medlemmer torsdag. Samtidigt opfordres de til at blive testet, lyder det videre

Foto: Miriam Dalsgaard/Ritzau Scanpix
Foto: Miriam Dalsgaard/Ritzau Scanpix

Et medlem af fitnesskæden Sats er testet positiv for coronavirus.

Den smittede har været i Sats Blox-centret i København søndag 14. juni i tidsrummet 16.30-19.30, skriver Sats i en sms til medlemmer.

I sms'en opfordrer Sats sine medlemmer til at blive testet, hvis de har været i det konkrete center i samme tidsrum.

'Vi igangsætter nu ekstra rengøring af hele centret udover de i forvejen skærpede rengøringsrutiner. Sats beklager meget de gener, det måtte medføre', skriver Sats blandt andet.

Til Ekstra Bladet fortæller pressechef Malin Selander, at det dog er uvist, om personen var smittet på det tidspunkt, den pågældende var i centret.

- Lad mig tydeligt understrege, at det ikke er konstateret, at personen var smittet, da personen var hos os. Vi tager rigtig mange sikkerhedsforanstaltninger i brug for at undgå spredning af en eventuel smitte. Vi kan se, hvem der befinder sig i vores center, og det giver os mulighed for hurtigt at identificere, hvem der har været der, siger hun og uddyber:

- Vi agerer ansvarsfuldt her. Vi kontaktede Sundhedsstyrelsen og informerede de medlemmer, som besøgte os i samme tidsperiode.

Denne sms er sendt til Sats medlemmer. Privatfoto
Denne sms er sendt til Sats medlemmer. Privatfoto