Snekaos: Ung mand bragede ind i hus

Sneglatte veje i det sønderjyske førte tirsdag aften til et færdselsuheld, som endte med et stort hul i en husmur

Foto: Privatfoto
Foto: Privatfoto

Ved du noget? Tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms på 1224 (alm. takst)

En yngre mand er tirsdag først på aftenen kørt galt i Føvling ved Vejen, efter at han forinden mistede herredømmet over sin bil.

Det fortæller Syd- og Sønderjyllands Politi på Twitter.

Vagtchef Ivan Gohr Jensen fortæller til Ekstra Bladet, at årsagen til uheldet formentlig er vejrliget.

- Det er antageligt på grund af sne- og isglatte veje, at han mister herredømmet over bilen, siger Ivan Gohr Jensen.

Bilen røg af vejen og stoppede først, da den ramte murværket på en ejendom. Heldigvis kom hverken mand eller andre til skade ved sammenstødet.

- Men der er skader på bilen og også et større hul i murværket på huset, fortsætter Ivan Gohr Jensen.

Generelt fortæller Ivan Gohr Jensen, at man i Syd- og Sønderjyllands Politikreds tirsdag er blevet forskånet for større ulykker som følge af snekaosset.

- Vi har kun haft små uheld. Snevejret har ligget i bælter i politikredsen. Men man er ved at være vant til snevejret her på egnen. Samtidig er vi så langt henne på sæsonen, at folk faktisk er begyndt at køre efter forholdene, siger vagtchefen.

Der er til gengæld rapporteret om andre og mere alvorlige ulykker andre steder i landet lige fra Nordjylland til Sydsjælland.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere