Snød fire svenske betjente: Udvist mand stukket af i Københavns Lufthavn

En tidligere straffefange af anden etnisk herkomst end svensk er i mandags stukket af fra fire ansatte i det svenske Kriminalvården, mens han var i færd med at blive udvist

En mand, som skulle have været udvist fra Sverige, nåede aldrig om bord på det ventende fly i Københavns Lufthavn. Billedet er fra en anden lejlighed. Foto: Jens Dresling
En mand, som skulle have været udvist fra Sverige, nåede aldrig om bord på det ventende fly i Københavns Lufthavn. Billedet er fra en anden lejlighed. Foto: Jens Dresling

En tidligere straffefange af anden etnisk herkomst end svensk er mandag 7. maj stukket af fra de svenske myndigheder, umiddelbart før han skulle føres om bord i en maskine i Københavns Lufthavn og udvises fra Sverige.

Det oplyser Ulf Mossberg, som er pressesekretær i Kriminalvården. Kriminalvården er Sveriges svar på det, vi i Danmark kender som Kriminalforsorgen.

Oplysningerne bekræftes af Københavns Politi, som blev tilkaldt af Kriminalvården, da det var lykkedes manden at slå sig fri af fire ansattes favntag og forcere et pigtrådshegn, jernbanespor og Amagermotorvejen, inden han altså var pist forsvundet.

- Vi har været ude at lede efter manden med en hundefører i den retning, som manden var flygtet ad. Vi fandt ham ikke, siger Thomas Tarpgård, som er vagtchef i Københavns Politi.

Tidligere straffet
Ifølge Aftonbladet skulle manden have været udvist fra Sverige i forlængelse af en frihedsstraf, som manden har afsonet for et kriminelt forhold. Nu er manden efterlyst i Schengen og står til at blive anholdt, hvis myndighederne bliver opmærksomme på ham.

Indtil videre lader det dog ikke til, at manden har tænkt sig at blive opdaget. I hvert er han stadig væk, skriver Aftonbladet.

Ifølge Ulf Mossberg er det det svenske grænsepoliti, som har anmodet Kriminalvården om transportassistance til Københavns Lufthavn. Netop København er en luftvej, som svenske myndigheder anvender næsten hver dag, når personer uden lovligt ærinde i Sverige skal udvises.

- Da transporten ankommer til lufthavnen, stikker manden af, inden de kommer ind på flyvepladsen. Altså på det lille stykke fra bilen og hen til porten, forklarer Ulf Mossberg til Ekstra Bladet.

Ansat kom til skade
Manden bruger vold under flugtforsøget. En ansat forsøger kortvarigt at løbe efter manden.

- Men han rev sig og kom til skade med sin arm, da han skulle forcere et stakit. Det er sådan, at vi ikke bare med vold og magt kan optage forfølgelsen af en person. Det må vi ikke. Det blev vurderet, at forfølgelsen var for farlig. Også fordi der blev krydset en jernbane og en motorvej, siger Ulf Mossberg videre.

I stedet valgte man altså at tilkalde dansk politi.

Hverken Kriminalvården eller Aftonbladet kan hjælpe med oplysninger om, hvilken nationalitet den flygtede mand har. Ej heller hvad han skulle være dømt for.

Ikke savnet i Danmark
Københavns Politi kan heller ikke umiddelbart hjælpe, oplyser Thomas Tarpgård.

- Svensk politi udviser en masse mennesker hver dag. Hvorfor de gør det, ved vi ikke. Det er heller ikke os, men svensk politi, der savner ham, hvis han savnes, siger Thomas Tarpgård, som dog er sikker på, at Københavns Politi havde fået besked, hvis der var tale om en meget farlig person.

- Hvis der var tale om en drabsmand, havde vi hørt det, siger Thomas Tarpgård.

Efterlyst i hele Europa
Aftonbladet har været i kontakt med den nationale chef for det svenske grænsepoliti, Patrik Engström. Han fortæller, at den flygtede mand nu er efterlyst via Schengens informationssystem (SIS).

- Det betyder i princippet, at alle politimyndigheder i Europa kan se, at denne her person skal udvises og ikke har ret til at opholde sig i et Schengen-land, siger Patrik Engström.

Københavns Politi blev kontaktet af de svenske myndigheder i mandags klokken 9.56.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere