Snu tyve gravede sig ind hos Mercedes-forhandlere

Stjal partikelfiltre for 350.000 kroner

Det var i bedste James Bond-stil, da professionelle tyve formåede at grave sig ind under et tyverisikret hegn hos en Mercedes-forhandler i weekenden uden at udløse alarmen.

Bilforhandler Ejner Hessel i Horsens er omringet af et flettet stålhegn med tynde tråde på langs. Så snart de klippes over eller bare røres, så går alarmen i gang.

- Det ved de der bander. Så de tænker, 'Det kunne være, vi skulle tage en skovl med, fortæller Peder Hessel, der er driftsleder hos Ejner Hessel i Horsens.

- De er gravet under vores hegn. Som små muldvarpe, siger han. Jeg har aldrig oplevet det før.

Tyvene gravede hul under hegnet på cirka 40-50 centimeter, så de kunne møve sig ind på grunden uden at udløse alarmen. Her skar de én efter én katalysatorerne ud af 17 uindregistrerede Mercedes for at få fat i partikelfiltrene. Udbyttet blev i alt til 17 partikelfiltre til en samlet værdi af 350.000 kr.

Forhandler formoder bestillingsarbejde
Tyveriet skete mellem kl. 20 søndag og kl. 7 mandag, oplyser Horsens Politi. Peder Hessel formoder, der har været to mand om sagen og at det har taget dem omkring en halv time at begå tyveriet. Han mener, det var bestillingsarbejde.

Også i Ejner Hessels afdelinger i Viborg og Års blev der stjålet partikelfiltre i weekenden; to i Års og fire i Viborg, fortæller han.

- Der her er professionelle folk. De har remedier med. Det tager ingen tid for dem og så er de væk igen. Det er meget frustrerende, siger Peder Hessel.

Ejner Hessel har alt fået stjålet 35 partikelfiltre bare i år og cirka 100 sidste år, vurderer Peder Hessel. I Ålborg-afdelingen hoppede tyvene for omkring en måned siden over hegnet. I Vejle har butikken været nødt til at installere både hegn og infrarødt kamera udenfor for at skræmme tyvene væk, fortæller han.

Der var ikke videoovervågning udenfor Horsens forhandleren, så politiet står på bar bund i sagen. Man tager gerne mod tips fra folk, der har hørt, set eller ved noget.

Tyveri af katalysatorer er et stort problem hos bilforhandlere generelt, og det er svært at komme til livs.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere