Søgte oplysninger om Danmarks tredje rigeste ægtepar inden hjemmerøveri

Tiltalt færing vil slet ikke udtale sig i retten om et opsigtsvækkende hjemmerøveri

Ægteparret blev truet ned på gulvet med en pistol med lyddæmper. Dernæst blev Niels Peter Louis-Hansen truet til at læse et brev med instrukser fra hjemmerøveren, som oplyste sin egen bankkonto. (Foto: Mogens Flindt)
Ægteparret blev truet ned på gulvet med en pistol med lyddæmper. Dernæst blev Niels Peter Louis-Hansen truet til at læse et brev med instrukser fra hjemmerøveren, som oplyste sin egen bankkonto. (Foto: Mogens Flindt)

Retten i Lyngby, Ekstra Bladet

En 36-årig færing nægter hjemmerøveriet mod Danmarks tredje rigeste ægtepar, Coloplast-milliardæren Niels Peter Louis-Hansen, 70, og hans hustru Gerda, i parrets villa i Vedbæk den 1. marts i år.

Den 36-årige afviser også helt at udtale sig i retten om hjemmerøveriet. Det kom frem, da retssagen startede i Lyngby Ret her til morgen.

Ifølge tiltalen brød den 36-årige færing ind i ægteparrets hjem i Vedbæk den 1. marts i år klokken 20.20 ved at knuse en rude i terrassedøren med en sten, og truede Niels Peter Louis-Hansen og hans hustru Gerda ned på gulvet med en pistol med lyddæmper.

Så blev Niels Peter Louis-Hansen, der menes at være god for cirka 32 milliarder kr., beordret til at læse et brev, som hjemmerøveren havde medbragt med instrukser om at overføre 2,5 millioner kr. til den tiltaltes konto. Ellers ville familien blive dræbt.

Coloplast-milliardæren overførte de 2,5 mio. kr. til det kontonummer i Nordea, der stod i brevet.

Politiet sporede hurtigt kontonummeret til den 36-årige færing, oplyste anklager Camilla Godfrey i retten, og han blev anholdt på sin bopæl.

Pengeoverførslen blev stoppet.

Sålaftryk fra Ninja-støvle
Terrassedøren i Vedbæk-villaen blev knust med en sten, som hjemmerøveren havde taget fra et stendige på Vedbæk Strand.

Ved stendiget fandt politiet et tydeligt sålaftryk fra en speciel Ninja-støvle, og politiet mener, at den 36-årige har købt et par helt tilsvarende støvler, hvor storetåen er adskilt fra de øvrige tæer.

Under ransagningen hos den 36-årige blev der fundet kvittering for, at han havde købt et par af de specielle støvler for 325 kr., men politiet har ikke fundet støvlerne.

Under ransagningen fandt politiet en fugtig sort trøje og sorte bukser, der svarede til hjemmerøverens påklædning.

Politiet fandt også et klippekort, der var brugt til turen til og fra Vedbæk, og video-overvågning fra Vedbæk Station viser, ifølge anklageren, at den 36-årige færing tog kystbanetoget mod København kl. 21.06 efter hjemmerøveriet.

Ægteparret blev truet ned på gulvet med pistol. Dernæst blev Niels Peter Louis-Hansen truet til at læse et brev med instrukser fra hjemmerøveren, som oplyste sin egen bankkonto. (Foto: Mogens Flindt) Krimi Danmarks dummeste røver: Milliardær-røver oplyste sin egen bankkonto til offeret

Den 36-åriges computer og en ekstern harddisk blev beslaglagt, og IT-undersøgelser viser, at der var slettede dokumenter med oplysninger om Niels Peter Louis-Hansen.

Politiet fandt også de to breve på computeren, som hjemmerøveren medbragte og tvang Coloplast-milliardæren til at læse.

Foruden brevet med krav om overførsel af 2,5 mio. kr., var der et brev som beskrev, at en snigmorder ville dræbe Niels Peter Louis-Hansens familie, hvis han kontaktede politiet.

De to breve havde overskrifterne 'Krav' og 'kontakter politiet/sikkerhed'.

På grund af den 36-åriges pure nægtelse og hans afvisning af at svare på spørgsmål i retten, skal anklager Camilla Godfrey gennemgå alle politiets beviser i retten.

Ægteparret Niels Peter Louis-Hansen og hustruen Gerda skal afhøres som vidner senere i dag. Retten i Lyngby har besluttet, at deres forklaring er omfattet af et delvist referatforbud omkring adgangs- og sikkerhedsforhold i parrets villa.

Se også: Coloplast-ejer fik brev med instrukser af hjemmerøver

1 af 2 Niels Peter Louis-Hansen er Danmarks tredje-rigeste mand og står i dag ansigt til ansigt med den mand, der er tiltalt for hjemmerøveriet hos Vedbæk-parret. (PR-foto)
2 af 2 Ægteparret blev truet ned på gulvet med en pistol med lyddæmper. Dernæst blev Niels Peter Louis-Hansen truet til at læse et brev med instrukser fra hjemmerøveren, som oplyste sin egen bankkonto. (Foto: Mogens Flindt)