Søskende-drab i Horsens: Dræbt kvinde var kendt skuespiller

Krigen i Syrien bragte 28-årig skuespillerinde til Danmark, hvor hun angiveligt blev dræbt af sin lillebror, der ville kæmpe for Islamisk Stat

Shinda Khalil var en kendt skuespiller i Syrien, inden hun flygtede til Danmark, hvor hun blev dræbt kort før nytår (Foto: Gamjoo.ir)
Shinda Khalil var en kendt skuespiller i Syrien, inden hun flygtede til Danmark, hvor hun blev dræbt kort før nytår (Foto: Gamjoo.ir)

Det var ikke hvilken som helst syrisk kvinde, der natten til 29. december blev dræbt af adskillige knivstik i en lejlighed i Horsens.

Ifølge CNN Türk og flere andre udenlandske medier var den dræbte 28-årige Shinda Khalil en ganske kendt og lovende skuespiller i sit hjemland, hvor hun både er kendt for at have medvirket i flere film og tv-serier.

Det bekræftes desuden på hjemmesiden elfilm.com, der blandt andet har en database over film fra den arabiske del af verden.

På hjemmesiden fremgår det, at Shinda Khalil har været overordentlig flittig i perioden 2008-2010, hvor hun i alt har medvirket i ikke mindre end syv forskellige produktioner.

Se også: Sigtet for drab på søster: I retten med forbindinger på hænderne

Medie: Lillebror ville slutte sig til Islamisk Stat
Da den formodede drabsmand blev fremstillet i grundlovsforhør, blev dørene lukket for offentligheden, og der er derfor fortsat tvivl om motivet til drabet.

Det tyrkiske medie CNN Türk skriver dog, at den 24-årige mand krævede penge af sin søster, så han kunne rejse til Syrien, hvor han ville tilslutte sig den ekstremistiske gruppe Islamisk Stat. Søsteren nægtede imidlertid, og det fik angiveligt lillebroren til at stikke hende ihjel med adskillige knivstik i hovedet og halsen.

Ekstra Bladet har været i kontakt med Sydøstjyllands Politi, der efterforsker drabet, men efterforskningsleder, Carsten Thostrup kan hverken at be- eller afkræfte oplysningerne om motivet.

Han virker dog ikke synderligt overrasket, da han bliver konfronteret med oplysningerne.

– Det har vi ikke hørt noget om, siger han og tilføjer:

– Vi siger ikke noget på nuværende tidspunkt på grund af de lukkede døre, men vi efterforsker naturligvis videre.

Manden blev anholdt på Horsens Sygehus, hvor han selv var troppet op for at modtage behandling for nogle skader, han havde på hænderne. Skader, han angiveligt pådrog sig i forbindelse med drabet.

I forbindelse med grundlovsforhøret erkendte han at have stukket sin søster, men hævdede samtidig, at det skete i selvforsvar.

112 - 29. dec. 2014 - kl. 09:50 Flere familiemedlemmer overværede søsterdrab

Flygtede fra krig
Shindas alt for korte liv sluttede paradoksalt nok med et bestialsk knivoverfald, for det var netop krig og rædsler, der bragte hende og familien til Danmark.

Den nu dræbte kvinde flygtede til Danmark sammen med sin familie i forbindelse med borgerkrigen i Syrien, der brød ud i 2011.

Heriblandt den 24-årige lillebror, der er sigtet og varetægtsfængslet for det voldsomme drab.

Ifølge den dansk-kurdiske netavis, jiyan.dk, stammer skuespillerinden og hendes familie oprindeligt fra Qamishlo, der ligger i den kurdiske del af Syrien.

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger bor hele familien i Horsens, med undtagelse af faren der bor i København. En nabo fortalte kort efter drabet, at den syriske familie kun havde boet i lejligheden, hvor drabet skete, i få måneder.

112 - 29. dec. 2014 - kl. 08:21 Kvinde skreg før drab

Tumult og skrig fra lejligheden
Samme nabo fortalte til Ekstra Bladet, at der var tumult og skrig fra lejligheden i Sønderbrogade i omkring 30 minutter op til drabet.

– Min kæreste og jeg var gået i seng ved 23-tiden, men vi kunne ikke sove, da vi kunne høre råb og skrig fra lejligheden. Det stod vel på i en halv time, men vi kunne ikke forstå, hvad der blev råbt, da de er udlændinge, fortalte beboeren, der ønsker at være anonym, til Ekstra Bladet ved den lejlighed.

Naboen fik sig lidt af en forskrækkelse, da sagens alvor kom frem.

– Pludselig hørte jeg et skrig, så jeg gik ud på vores altan og så blod på gaden, og så ringede jeg 112.

De to søskende er en del af en syrisk familie, og ifølge Sydøstjyllands Politi var de ikke alene i lejligheden, da drabet skete.

– Der har været familiemedlemmer i lejligheden og omkring lejligheden, og dem er vi nu i gang med at afhøre, lød det fra Carsten Thostrup kort efter anholdelsen.

Den formodede gerningsmand skal mentalundersøges, og han er foreløbig varetægtsfængslet frem til 26. januar.

Politiet var talstærkt til stede i forbindelse med drabet på Shinda Khalil (Foto: Ernst van Norde)
Politiet var talstærkt til stede i forbindelse med drabet på Shinda Khalil (Foto: Ernst van Norde)
 

112 - 29. dec. 2014 - kl. 04:43 Kvinde stukket ihjel

1 af 2 Politiet var talstærkt til stede i forbindelse med drabet på Shinda Khalil (Foto: Ernst van Norde)
2 af 2 Shinda Khalil var en kendt skuespiller i Syrien, inden hun flygtede til Danmark, hvor hun blev dræbt kort før nytår (Foto: Gamjoo.ir)
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere