Søster kontaktede politi: Frygter min bror er i Syrien

Storesøster til den tiltalte Syrien-kriger Hamza Cakan meldte ham savnet af frygt for, han var taget til krigszonen

24-årige Hamza Cakan, tidligere kendt som Enes Cifti, er tiltalt for at have rejst til syrien og kæmpet for Islamisk Stat. (Retstegning: Bitsch)
24-årige Hamza Cakan, tidligere kendt som Enes Cifti, er tiltalt for at have rejst til syrien og kæmpet for Islamisk Stat. (Retstegning: Bitsch)

RETTEN I GLOSTRUP (Ekstra Bladet): Det var ikke med hendes gode vilje. Alligevel måtte storesøsteren til den tiltalte Syrien-kriger Hamza Cakan (tidl. Enes Ciftci, red.) her til eftermiddag finde sig i at blive udspurgt i detaljer om sin lillebror, der menes at have kæmpet i Syrien som IS-kriger. 

Har du sagt til politiet, at Enes fortalte dig, at han ville til Syrien igen? Har du sagt, at du så ham på en video til Omar el-Husseins (gerningsmanden bag terrorangrebet mod Krudttønden, red.) begravelse? Er det korrekt, du til politiet har oplyst, at Enes var blevet hjernevasket?, var blot nogle af de spørgsmål, som storesøsteren skulle svare på.

Se også: Tiltalt Syrien-kriger til betjent: Ja, jeg kæmpede for IS  

Tog til Syrien uden varsel
Den unge, i starten tydeligt nervøse spinkle kvinde, der trods hendes indsigelse blev pålagt at vidne, er flere gange blevet afhørt af politiet om sin 24-årige bror.

Ikke mindst fordi det var hende selv, der kontaktede politiet i juli 2013 og meldte ham savnet.

- Pas godt på dig selv, skulle Enes Ciftci ifølge en politirapport have sagt til sin lillebror, som det sidste, inden han dengang forlod hjemmet, sin mobiltelefon mv. for ifølge politiet at være IS-kriger i Syrien.

Samme forhold gjorde sig gældende, da Enes Ciftci i marts 2015 pludselig forsvandt fra familien endnu engang. Det fik igen storesøsteren til at kontakte politiet med mistanke om, at broderen ville kæmpe i Syrien. Noget som hun i retten i dag bestred gang på gang.

Se også: Politividne hørte terrortiltalt tale om fortid hos IS

Venner til søster: Han bliver martyr
Du har fortalt politiet, at du sammen med din søster kontaktede nogle af Enes' venner fra Tingbjerg og Odense, og at svaret lød ens: Du skulle lade Enes være. Han traf sine egne valg. At nogen sagde, han var i Syrien og havde det godt. Andre at din bror en dag ville blive martyr. Er det ikke korrekt?

- Nej, det husker jeg ikke, svarede storesøsteren, som under resten af retsmødet stort set ikke kunne huske noget som helst.

Du har ikke sagt: Hvis han har gjort noget ulovligt, må han tage sin straf? Eller at du hellere så ham fængslet i Danmark, end at han tog til Syrien?, forsøgte anklageren igen.

- Nej, det husker jeg ikke.

Se også: Terror-tiltalt rådførte sig hos efterlyst IS-kriger  

Familie forsøgte at få ham ud af Syrien
Husker du, at Enes ringede til dig i Tyrkiet, lød bange og sagde, han lige havde set en tysk ven blive skudt for øjnene af ham?

- Det passer ikke!, fnysede søsteren, der heller ikke erindrede at lillebroderen havde vist hende fotos, hvor han poserer i uniform med en maskinpistol foran IS' sorte flag.

- Det er første gang jeg ser det billede.

Søsteren afviste også at have kendskab til, at hendes egen storebror og en onkel angiveligt selv var rejst til Syrien i forsøget på at hente Enes Ciftci med hjem til Danmark igen.

At hun under afhøringer tidligere har fortalt, at broderen skulle have haft kontakt til en fremtrædende imam, at han var ved at lukke sit pizzeria forud for Syrien-rejsen sidste år, og at hun blev bedt om 'at lade Enes være' af en anden Syrien-kriger, nægtede hun også eller erindrede heller ikke noget om.

Se også: Tiltalt syrienkriger om Omar: Han er enhver muslims forbillede  

Bror til søster: Gør mig ikke flov
Du husker heller ikke, at du i 2013 havde kontakt med en somalisk pige fra Nørrebro, som fortalte, at Enes havde det godt i Syrien? Eller at Enes kort efter kontaktede dig og sagde, du ikke skulle gøre ham flov ved at opsøge hans venner?, forsøgte anklageren uden at blive mere heldig af den grund.

Enes Ciftci, som han konsekvent omtales af anklageren, har siden terrortiltalen mod ham valgt at skifte navn til Hamza Cakan. Ifølge sin forsvarer af hensyn til sin familie.

Han har indtil videre selv nægtet at udtale sig under retssagen. Findes han skyldig, risikerer han udover fængselsstraf også at miste sit danske statsborgerskab, udvisning af Danmark og indrejseforbud for bestandigt.

De kommende retsdage skal yderligere familiemedlemmer afhøres i sagen om den tiltalte Syrien-kriger, der blev stoppet og anholdt i lufthavnen den 18. marts sidste år.

Sagen har principiel karakter, fordi det er den første såkaldte danske Syrien-kriger, der stilles for en dommer. Udfaldet kan derfor danne præcedens for de resterende 13 Syrien-krigere, der i øjeblikket også er sigtet for at have ladet sig hverve og kæmpe under IS' sorte faner. 

1 af 2 
2 af 2 24-årige Hamza Cakan, tidligere kendt som Enes Cifti, er tiltalt for at have rejst til syrien og kæmpet for Islamisk Stat. (Retstegning: Bitsch)
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere