Søster til Morten Messerschmidt myrdet

Et af ofrene i sagen om dobbeltdrab fra Ruds Vedby og Kundby er identisk med  en søster til politikeren Morten Messerschmidt

Kriminalredaktør Mette Fleckner udlægger detaljerne fra politiets pressebriefing ved middagstid. Video: Per Rasmussen, Byrd / Steven Knap & Lind Foto. Producer: Lasse Brøndal

Et af ofrene i sagen om dobbeltdrab fra Ruds Vedby og Kundby er identisk med en søster til politikeren Morten Messerschmidt, erfarer Ekstra Bladet fra flere sider.

Ekstra Bladet har  i løbet af fredagen forgæves forsøgt at få en kommentar fra politikeren selv eller fra DF’s pressechef, Søren Søndergaard, også her til aften. For under grundlovsforhøret fredag aften kom ofrenes navne frem. De er ikke beskyttet af navneforbud. Et af ofrene er Line Messerschmidt. Af hendes åbne Facebook-profil fremgår det blandt andet, at hendes bror er Morten Messerschmidt.

Den 39-årige mand, der er sigtet i sagen, var i følge Ekstra Bladets oplysninger kæreste med den 31-årige Line, som i alt havde fire børn.

Manden er sigtet for at have knivdræbt den 31-årige Line Messerschmidt og for en time senere at have dræbt en 35-årig kvinde i Kundby. I følge Ekstra Bladets oplysninger har han haft et forhold til den 35-årige.

Dele af grundlovsforhøret blev holdt bag lukkede døre, så hvad der udløste de frygtelige begivenheder er ukendt for offentligheden.

Den sigtede mand kan kun erkende vold med døden til følge. Han blev her til aften varetægtsfængslet i sagen.

Morten Messerschmidt har i en årrække været en fremtrædende landspolitisk profil i Dansk Folkeparti (DF). Han opnåede ved det forrige valg til Europaparlamentet i 2014 det højeste antal personlige stemmer nogensinde i Danmark.

Den kontroversielle politiker blev hvirvlet ind i en skandale om brug af offentlige EU-fondsmidler i 2017. Meld- og Feld-sagen kastede ham ud i et stormvejr og kostede ham posten som DF's gruppeformand i parlamentet i Bruxelles.

Den jura-uddannede, 39-årige Morten Messerschmidt er nu medlem af Dansk Folkepartis folketingsgruppe.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere