Søsters appel: Find Lones morder

Stå frem nu, hvis du vil lette din samvittighed, siger storesøsteren til dræbte Lone Søndergaard

Den 71-årige blev dræbt i sin entre på Boulevarden 6 i Lyngby, da det ringede på døren. Mordet skete i dag for et år siden. Foto: Ekstra Bladet.
Den 71-årige blev dræbt i sin entre på Boulevarden 6 i Lyngby, da det ringede på døren. Mordet skete i dag for et år siden. Foto: Ekstra Bladet.

I dag er det et år siden, at den 71-årige tidligere bibliotekar Lone Søndergaard blev offer for et brutalt knivmord i sit hjem i Lyngby, og nu appellerer hendes storesøster om hjælp til at opklare sagen.

- Jeg har tænkt meget på, at det nu er et år siden, at det skete. Jeg vil gerne bede om, at alle, der har oplysninger i sagen, nu henvender sig, siger storesøsteren, der ønsker at være anonym. Ekstra Bladet kender hendes identitet.

Lone Søndergaards søster retter også en appel direkte til gerningsmanden:

- Måske var det en psykisk syg, som nu er blevet rask. Måske er gerningsmanden kommet på bedre tanker. Stå frem nu, hvis du har dårlig samvittighed, siger storesøsteren.

Se også: Halloween-morder i blodrus: Dræbte kræftsyge Lone med 40 knivstik

Personligt hælder søsteren til teorien om, at Lone Søndergaard blev dræbt af en psykisk syg person, fordi mordet virker helt motivløst og meningsløst ligesom brutaliteten i drabet virker sygeligt.

Hun kan ikke givet andre svar på, hvorfor Lone Søndergaard skulle dø, end at gerningsmanden må være en syg person. Det er en form for trøst for hende, hvis gerningsmanden er psykisk syg, for så har han eller hun ikke været klar over, hvad han gjorde.

- Jeg synes også, at det er synd for naboerne, at sagen ikke er opklaret. Det er jo mest ældre mennesker, som bor der, siger storesøsteren.

Lone Søndergaard havde arbejdet i 40 år på Lyngby Bibliotek, og hun var blevet tilbudt Dronningens fortjentsmedalje, men havde sagt pænt nej tak.

Den forhenværende bibliotekar var syg afkræft og vejede kun 41 kilo. Derfor forstår hendes storesøster ikke, at det var nødvendigt for gerningsmanden at stikke hende så mange gange:

- Han kunne jo nærmest have pustet hende omkuld, siger storesøsteren.

Mordet uden motiv og spor
Klokken 19.47 i dag for et år siden, fredag den 31. oktober 2014, trykkede Lone Søndergaard på sin alarm til Lyngby-Taarbæk Kommune, og da en hjemmehjælper kom godt 10 minutter senere lå hun dræbt på gulvet i sin entre.

Morderen var flygtet og havde dryppet blod på trappen, men alt blodet var fra Lone Søndergaard, viste dna-undersøgelser. Politiet håbede ellers at finde dna fra drabsmanden, hvis han eller hun selv var kommet til skade under det voldsomme drab.

Intet var rørt eller stjålet fra lejligheden, hvor drabsmanden ikke kom længere ind end entreen.

Inden drabet havde gerningsmanden sat en post-it seddel for naboens dørspion, så naboen ikke kunne kigge ud på reposen.

Drabsvåbnet er heller aldrig fundet. Politiet ved kun, at det var en kniv. Ingen vidner så morderen komme til stedet eller flygte derfra. Men det undrer ikke Lone Søndergaards storesøster:

- Man kan gå helt ubemærket bagom boligblokken og ned til kanalen ved bådfarten og Mølleåen, siger storesøsteren.

Derfor har politiet også flere gange haft dykkere i kanalen til Mølleåen og Lyngby Sø i håbet om, at drabsmanden havde kastet kniven i kanalen, men den er ikke fundet.