Søstre fundet myrdet i Argentina

Familiemedlem anholdt. Kaldte sig Floda Reltih, hvilket er Adolf Hitler stavet bagfra

Professor Lily Pereg, tv, er blevet fundet myrdet sammen med sin søster, hvis nevø nu er sigtet for dobbeltdrabet. Foto: AFP PHOTO / NOTICIAS ARGENTINAS
Professor Lily Pereg, tv, er blevet fundet myrdet sammen med sin søster, hvis nevø nu er sigtet for dobbeltdrabet. Foto: AFP PHOTO / NOTICIAS ARGENTINAS

En universitetsprofessor fra Australien og hendes søster er blevet fundet myrdede efter at have været forsvundet i mere end to uger.

Sagen har vakt international opsigt, fordi sagen berører både Israel, Australien og Argentina.

Professorens kolleger er i sorg over nyheden.

- Professor Lily Pereg var meget vellidt af både kolleger og studerende. Hun var anerkendt både nationalt og internationalt, skriver University of Sydney i deres mindeord om mikrobiologi-eksperten.

Den 54-årige professor var rejst til Argentina for at besøge sin søster, 63-årige Pyrhia Sarussi.

Kvinderne, der begge er israelske statsborgere, blev sidst set 11. januar, da de tog til byen Mendoza for at besøge storesøsterens søn, 36-årige Gilad Pereg.

Da søstrene ikke havde givet livstegn fra sig i flere dage, begyndte vennerne at undre sig. Der blev oprettet en internet-indsamling på GoFundMe, der skulle skaffe penge til en eftersøgning.

Nevøen stillede op til interview med pressen og sagde, at han ikke kendte noget til sin mor og mosters mystiske forsvinden, men fredag blev han anholdt.

Lørdag blev søstrenes lig fundet begravede tæt ved Gilad Peregs hus. Ifølge lokale medier viser den foreløbige obduktion af ligene, at mindst en af kvinderne er blevet skudt flere gange.

Broget fortid
Gilad Pereg, der nu er sigtet for dobbeltmordet, har en broget fortid. Han er tidligere officer i den israelske hær, men rejste til Argentina for 10 år siden, hvor han ifølge den argentinske avis Clarin udgav sig for at være nordmand og kaldte sig Floda Reltih - hvilket er Adolf Hitler stavet bagfra.

Erhvervsoplysninger viser, at Gilad Peregs mor har forsøgt at hjælpe ham i gang i forretningslivet. Pyrhia Sarussi havde oprettet fem selskaber og overdraget dem til sønnen.

Da politiet ransagede hans beskidte bolig, fandt de våben, over en halv million i kontanter og adskillige døde katte.

Den mistænkte var for fire år siden med til sin mosters 50 års fødselsdag, hvor han gjorde indtryk på de øvrige gæster.

- Alle syntes, han var lidt mærkelig. Der var flere, der troede, at han var på speed. Han virkede påvirket og øjnene kørte rundt i hovedet, siger en af den dræbte professors venner til Sydney Morning Herald.

De 35.000 kroner, der blev samlet ind til eftersøgningen, bliver nu givet til velgørende formål.

Den sigtede og de dræbtes familiemedlemmer har udsendt denne besked:

"Vi er i chok over, at Gilad Pereg er anklaget for at have myrdet sin mor og moster. Som familie er vi taknemmelige og ydmyg overfor den overstrømmende støtte og kærlighed vi har fået verden over."

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere