Solgte 16-årig niece som sexslave: Dommer forsøgte at få hende frikendt

Texas-dommer støttede sig mere til Gud end loven i retssag mod kvinde anklaget for at have solgt 16-årig niece som sexslave

Gloria Ramon-Perez (billedet) er meget imod dommerens - og måske også Guds - vilje idømt 25 års fængsel for at have solgt sin niece som sexslave i delstaten Texas. Rettens jury-medlemmer lod sig ikke presse af dommeren, som argumenterede med, at Gud havde talt til ham og bedt ham kæmpe for kvindens frikendelse. Foto: Comal Gounty Jail.
Gloria Ramon-Perez (billedet) er meget imod dommerens - og måske også Guds - vilje idømt 25 års fængsel for at have solgt sin niece som sexslave i delstaten Texas. Rettens jury-medlemmer lod sig ikke presse af dommeren, som argumenterede med, at Gud havde talt til ham og bedt ham kæmpe for kvindens frikendelse. Foto: Comal Gounty Jail.

En amerikansk dommer risikerer nu at blive fyret for at misbruge Guds ord og udvise foragt for retsprocessen i en straffesag mod en kvindelig sexkøbmand i Comal County i den amerikanske delstat Texas.

The Statesman og Herald-Zeitung rapporterer, at dommer Jack Robison faldt i unåde, da han op til weekenden forsøgte at presse distriktsrettens jury-medlemmer til at frikende Gloria Ramon-Perez for at have solgt sin nu 16-årige niece som sexslave.

Jack Robison brød angiveligt ind i voteringen og erklærede, at Gud havde rådet ham til at skride til handling.

- Når Gud fortæller mig, at jeg skal gøre noget, så må jeg følge hans anvisninger, skal Jack Robison have sagt til lægmændene.

Kræves fyret i vanære
De bukkede ikke under for presset men endte med enstemmigt at kende den 32-årige kvinde skyldig.

Hun blev straffet med 25 års ubetinget fængsel for gentagne gange at have udsat niecen for sex-trafficking.

Sagen har udviklet sig til en skandale i delstaten, hvor der nu i vide kredse rejses krav om, at Jack Robison bliver afskediget i vanære.

Forsvarsadvokaten i sagen har ifølge Associated Press anmodet om, at sagen skal gå om.

Samme dommer er kendt for sine utraditionelle metoder og modtog ifølge The Statesman en næse og blev betegnet som 'et fjols' af en statslig kommission for juridiske anliggender tilbage i 2011 for at være unfair i sine vurderinger af den dømte i en anden straffesag.

Jack Robison er medlem af det republikanske parti.