Solgte tyvekoster på Den Blå Avis

To jyske tyve i fængsel efter systematisk plyndring af sommerhuse

Arne Jacobsens berømte lænestol, Ægget, er blandt de meget dyre designermøbler, som de to flittige sommerhustyve gik efter. (Foto: Anthon Unger)
Arne Jacobsens berømte lænestol, Ægget, er blandt de meget dyre designermøbler, som de to flittige sommerhustyve gik efter. (Foto: Anthon Unger)

To jyske mænd på 27 og 24 skal i fængsel efter systematiske plyndringer af østjyske sommerhuse for kostbart indbo - især dyre designermøbler.

Efterfølgende er de mange tyvekoster blevet solgt på nettet - heriblandt Den Blå Avis

Mændene blev i retten i Kolding dømt for tyveri af særlig grov beskaffenhed og for hæleri. De fik henholdsvis to års og et år og otte måneders fængsel - den yngste scorede fire måneders rabat ved at hjælpe politiet under efterforskningen.

Tyverierne foregik primært i Juelsminde-området, hvor kostbart indbo blev stjålet nærmest på bestilling. Flere af sommerhusene blev på det nærmeste ribbet for inventar.

- Det er en omfattende sag med omkring ti indbrud for hver af de to mænd. Der er stjålet værdier for et beløb, som foreløbigt er opgjort til mindst 300.000 kr, fortæller specialanklager Anja Hedegaard fra Sydøstjyllands Politi.

Mændene har siddet varetægtsfængslet siden foråret, fordi politiet frygtede at de ville forsøge at forkludre opklaringen. De to dømte tygger i øjeblikket på en eventuel anke til landsretten.