Somaliere sigtet: Pengene flød fra offentlige kasser til falske integrations-projekter

To sigtede ventes tirsdag at tilstå svindel for godt syv millioner kr. - og de forsøgte på at fuppe sig til endnu 18 millioner kr.

Svindlen mod især Socialstyrelsen blev opdaget kort efter, at Britta Nielsen blev afsløret. Hun sad netop og administrerede satspuljemidler, som de to somaliere, ifølge sigtelsen, udnyttede groft. Foto: Ole Steen
Svindlen mod især Socialstyrelsen blev opdaget kort efter, at Britta Nielsen blev afsløret. Hun sad netop og administrerede satspuljemidler, som de to somaliere, ifølge sigtelsen, udnyttede groft. Foto: Ole Steen

Flere offentlige pengekasser stod pivåbne, når to 30-årige somaliere ansøgte om penge til en række ’integrations-projekter’, som ifølge politiet blot var fup og svindel.

Ingen af kurserne blev gennemført, og de to sigtede somaliere stak ifølge politiet millioner af kroner i egne lommer. 

Udbyttet er opgjort til godt syv millioner kr., mens somalierne ansøgte om yderligere cirka 18 millioner kr. i tilskud, som de imidlertid fik afslag på.

De sigtede stilles tirsdag for Københavns Byret, hvor de ventes at tilstå hele svindelnummeret, der fylder en retsmødebegæring på 60 sider. De 30-årige har siddet varetægtsfængslet siden 22. november og 15. december sidste år.

De er sigtet for bedrageri af særlig grov karakter og dokumentfalsk, fordi de forfalskede udbetalingsblanketter og revisionsprotokoller, så myndighederne blev narret.

Opdaget efter Britta
Svindlen gik først og fremmest ud over Socialstyrelsen, der åbnede kassen med satspuljemidler. Men også Københavns Kommune, Trygfonden, AIDS-Fondet, Udlændinge- og Integrationsministeriet og Slots- og Kulturstyrelsen forgyldte de to svindlere.

Den omfattende svindel blev opdaget kort tid efter sagen med Britta Nielsen, der var ansat i Socialstyrelsen, hvor hun administrerede tilskud fra satspuljen.

De to sigtede stod bag flere foreninger, der søgte om penge til projekter for udsatte indvandrere og flygtninge, blandt andre traumatiserede syriske flygtninge, somaliske kvinder og kat-misbrugere.

Men ifølge sigtelsen havde somalierne ingen planer om at gennemføre projekterne, der kun havde til hensigt at tømme de offentlige kasser. 

’Puljemidlerne blev anvendt til andre uvedkommende formål,’ hedder det i retsmødebegæringen. Hvad det nærmere dækker over, vil de sigtedes forklaring i retten måske kaste lys over.

Pengene er pist væk
Men Københavns Politi har ikke beslaglagt hverken kontanter eller værdier hos de to sigtede.

De mange millioner, helt præcist 7.087.081 kr., er pist væk. 

Et af de mange falske projekter med luftige titler skulle ironisk nok lære de ikkeeksisterende deltagere at forbedre deres økonomi.

Andre ’kurser’ gik ud på for eksempel at forbedre sundheden i Tingbjerg, og det gav AIDS-Fondet godt 46.000 kr. i tilskud til, mens AIDS-Fondet og børneministeriet gav 547.000 kr. til et ’samarbejdsprojekt’.

Dommen ventes tirsdag eftermiddag, og senioranklager Mads Frandsen nedlægger påstand om, at de to sigtede skal betale erstatning.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere