Somalisk mor udvist: Pinte datter med chili, kogende vand og hårnåle

Pigens troværdige forklaring blev lagt til grund

En 30-årig somalisk mor er mandag ved Retten i Svendborg blevet idømt et års fængsel og er blevet udvist fra Danmark for grov vold og mishandling af sin 11-årige datter gennem flere år.

Det skriver fyens.dk.

Kvinden blev dømt for at have udsat datteren for vold med en grydeske, chili i øjnene, kogende vand ud over pigen, kvælertag, trussel med kniv og ridser i armene med hårnåle.

Den 30-årige nægtede sig under sagen skyldig i anklagen.

Retten lagde især vægt på pigens troværdige forklaring og det, at vidnerne kunne berette om de samme ting, skriver fyens.dk.

- Det understøttes desuden af fund, lægeerklæringer og hendes personlighed, sagde dommer Bente Thanning under domsafsigelsen.

Anklager Maria Blomsterberg gav udtryk for, at det var den mest alvorlige børnesag, hun havde set. Retten fandt det bevist, at pigen havde været udsat for vold flere gange om ugen.

Se også: 30-årig mor tiltalt: Pinte lille datter med chili, kogende vand og hårnåle

- Hun er konkret og kan vise, hvordan og hvor tingene er gjort på hende. Hun kan tegne og sætte ord på det, og det er min opfattelse, at hun ikke overdriver, fremlagde Maria Blomsterberg.

Blomsterberg stillede desuden spørgsmålstegn ved, om pigen overhovedet var biologisk beslægtet med den 30-årige. Datteren forklarede, at hun var belvet sendt til Danmark fra Uganda i 2013 af sin far, og at hun ikke kendte hende, der tog imod hende.

Forsvarer Morten Dahl mente ikke, at det blev tilstrækkeligt bevist, at det var hans klient, der havde påført pigen de skader, som hun har fået ar af.

Han gav udtryk for, at pigen havde set sig sur på sin mor, fordi hun savnede sin far.

- Det er et centralt punkt i forhold til det, der er gået galt i den her familie. For noget er gået galt, vi har bare forskellige opfattelser af det, sagde Morten Dahl ifølge fyens.dk.

Den 30-årige kvinde har anket skyldsspørgsmålet, ligesom hun også vil forsøge at få landsretten til at vurdere spørgsmålet om udvisning.

Den 11-årige pige er blevet fjernet fra hjemmet af myndighederne.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere