Sort boks viser lighedstegn mellem dødelige Boeing-flystyrt

Der er "tydelige lighedstegn" mellem flystyrt i Etiopien den 10. marts og et flystyrt i Indonesien i oktober

Redningshold bjerger ligdele fra katastrofeområdet. Foto: AFP
Redningshold bjerger ligdele fra katastrofeområdet. Foto: AFP

Der er fundet "tydelige lighedstegn" mellem et dødeligt flystyrt i Etiopien for en uge siden og et voldsomt flystyrt i Indonesien i oktober sidste år.

Det viser data fra den sorte boks i Ethiopian Airlines-flyet, der styrtede 10. marts. Det oplyser den etiopiske transportminister, Dagmawit Moges.

Hun tilføjer, at en foreløbig rapport om styrtet offentliggøres om 30 dage.

Begge styrt skete med fly af typen Boeing 737 MAX 8.

157 personer døde i ulykken i Etiopien. Styrtet skete, kort efter at flyet lettede fra Etiopiens hovedstad, Addis Abeba.

Styrtet den 29. oktober sidste år skete også kort efter afgang. Her var det et fly fra det indonesiske luftfartsselskab Lion Air, der styrtede i havet. Den ulykke kostede 189 mennesker livet.

De to ulykker har allerede fået konsekvenser for den store amerikanske flyproducent Boeing.

Flere lande, myndigheder og luftfartsselskaber har således midlertidigt indstillet flyvninger med ulykkesmodellen.