Sorte sko udløste redningsaktion

Frygt for at person er i nød sendte helikopter i luften

Redningsaktion er i gang i Rågeleje. Foto: Allan Andersen
Redningsaktion er i gang i Rågeleje. Foto: Allan Andersen

Redningsaktionen til vands ud for Rågeleje i Nordsjælland er afblæst. Det oplyser Nordsjællands politi på twitter:

"I forbindelse med indsatsen ved Udsholt på Nordkysten meddeles det, at indsatsen indstilles. Der blev ikke fundet nogen personer i vandet, der havde brug for hjælp. Helikopter, både, redningsberedskab og politi vender nu retur til stationerne", lyder det i beskeden.

Det var et par efterladte sorte flade sko i størrelse 37, som lørdag udløste frygt for, at en person kunne være i nød, og politiet satte gang i en større redningsaktion i Kattegat ud for Udsholt Strandvej

- De er blevet fundet i strandkanten, og der har angiveligt også været en hvid t-shirt, som vist er blæst væk. Derfor er der nu en helikopter over vandet, og der er politi og redningsberedskab på stedet, lød det fra vagtchef Christian Kobbernagel.

Skoene blev fundet af en borger, der meldte det til politiet klokken 12.40. Her tog man ingen chancer og valgte altså at sætte en aktion i gang.