Spædbarnslig fundet på loftsrum: 'Det er da uhyggeligt'

Niels Møller bor i ejendommen Prinsesse Maries Alle, hvor politiet fredag morgen fandt liget af et spædbarn i en papkasse

Københavns Politi fortæller, at der ikke er andet end skelettet tilbage af det spædbarnslig, der fredag morgen blev fundet i et loftsrum. Foto: Henning Hjorth
Københavns Politi fortæller, at der ikke er andet end skelettet tilbage af det spædbarnslig, der fredag morgen blev fundet i et loftsrum. Foto: Henning Hjorth

Beboerne i ejendommen Prinsesse Maries Alle på Frederiksberg er rystede over fundet af et spædbarn i et skunkrum på loftet over etageejendommen.

Det fortæller Niels Møller, der bor i ejendommen, til Ekstra Bladet.

Niels Møller bor på fjerde sal ikke så langt fra det loftsrum, hvor politi og retsmedicinere har arbejdet hele formiddagen.

- Folk synes da, det er uhyggeligt. Det er det da. Men ved du hvad, det kan jo være sket for 100 år siden, siger Niels Møller til Ekstra Bladet.

Politiet kan endnu ikke fortælle så meget om baggrunden for, at spædbarnsliget er blevet anbragt på loftet. Ifølge Bjarke Madsen, der er efterforskningsleder hos Københavns Politi, står det klart, at liget mindst har været på stedet i et år.

Niels Møller fortæller, at ejendommen er opført i 1912. Oprindeligt boede det bedre borgerskab i lejlighederne. Øverst er loftsrum, som har været brugt til tørrerum for år tilbage.

Se også: Tagarbejdere gjorde uhyggeligt fund: Barnelig fundet i papkasse

Skunkrum
Det er ifølge Ekstra Bladets oplysninger i et skunkrum på stedet, at papkassen med barneliget blev fundet af tagarbejdere, som er ved at skifte tag på ejendommen.

De enkelte beboere har ifølge Niels Møller ikke noget at gøre oppe på loftet.

- Jeg har talt med flere beboere. Og folk undrer sig. Men som vi også har snakket om, så kan det jo være en tjenestepige for længe siden, som under ulykkelige omstændigheder er årsag til, at barnet er blevet anbragt dér, siger Niels Møller videre.

Foto: Henning Hjorth
Foto: Henning Hjorth
 

Mistænkeligt dødsfald
Politiet behandler sagen som et mistænkeligt dødsfald. Bjarke Madsen fortæller, at alle muligheder holdes åbne. Identiteten på barnet er endnu ikke fastlagt.

- Vi kan se på størrelsen af barnet, at det ikke selv kan være kommet dertil. Det må være anbragt der. Hvis nogen har anbragt det på stedet, så er der tale om en forbrydelse. Men om barnet er dødt før eller efter anbringelsen kan vi af gode grunde ikke vide, siger Bjarke Madsen til Ekstra Bladet.

- Vi efterforsker bredt. Indtil videre er alle muligheder åbne, siger Bjarke Madsen.

- Vi tager udgangspunkt i det faktuelle. Og det er, at der er et barn, der er dødt på et tidspunkt. Om det er sket af naturlige årsager, og at det siden er blevet placeret på loftsrummet, eller om der har været tale om en kriminel handling, vil tiden vise.

Nu går retsmedicinske undersøgelser i gang. Politiet forventer svar i løbet af nogle dage. Undersøgelserne skal gerne kaste lys over, hvor længe barnet har ligget på loftet. Og politiet håber også at kunne få fastlagt en eventuel dødsårsag.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere