Spansk læge undgår straf for at stjæle baby

Den første retssag om Spaniens 'stjålne babyer' er afgjort. Læge er kendt skyldig, men han kan ikke straffes

Ines Madrigal blev som baby bortført og givet væk til en anden familie. Hun kræver lægen, som stod bag, bag tremmer. Foto: Manu Fernandez/AP
Ines Madrigal blev som baby bortført og givet væk til en anden familie. Hun kræver lægen, som stod bag, bag tremmer. Foto: Manu Fernandez/AP

En 85-årig pensioneret læge er ved en domstol i Madrid blevet fundet skyldig i for årtier siden at have taget en nyfødt baby fra hendes mor under Franco-regimet i Spanien.

Men sagen er forældet, og lægen kan derfor ikke straffes.

Titusindvis af spædbørn menes at være blevet taget fra deres biologiske forældre under general Francisco Francos styre.

Retssagen mod lægen var den første om de 'stjålne babyer'.

Se også: 85-årig risikerer fængsel i sag om Spaniens stjålne babyer

'De rødes' børn
Lægen, Eduardo Vela, bortførte i 1969 ifølge retten en nyfødt pige, forfalskede hendes fødselsattest og andre officielle dokumenter og gav barnet videre til en anden familie.

Den bortførte pige er siden blevet voksen, og det er hende, Ines Madrigal, der har lagt sag an.

Lægen mistænkes for at have forfalsket dokumenterne og videregivet pigen som en del af en udbredt praksis under Franco. Titusindvis af nyfødte børn af venstreorienterede kritikere blev tvangsfjernet af regimet og bortadopteret under militærstyret.

Tankegangen var, at barnet ville have bedre af at vokse op hos en velhavende, konservativ og overbevist katolsk familie. Børnene skulle ikke præges af deres biologiske forældres 'røde gen'.

Praksissen begyndte, efter at Franco kom til magten i 1939 og fortsatte endda også et stykke tid efter generalens død i 1975.

Kræver 11 års fængsel
Men skandalen så først dagens lys i 2010, da Ines Madrigal fik mistanke om, at hun var blevet stjålet fra sin biologiske mor.

Før Madrigals mor døde, fortalte hun, at Vela havde givet hende særlige instruktioner for at sikre, at ingen ville opdage, hvad der reelt var foregået.

Ines Madrigals advokat siger, at mandagens afgørelse vil blive anket. Anklagemyndigheden havde gået efter 11 års fængsel til lægen.

BAGGRUND: SKANDALEN OM DE STJÅLNE BABYER

En 85-årig tidligere læge skal tirsdag for retten i Madrid for at have forfalsket officielle dokumenter og fødselsattester under Francisco Francos styre i Spanien.

Det er angiveligt sket som en del af en udbredt praksis, hvor titusindvis af nyfødte børn blev tvangsfjernet fra deres mødre og bortadopteret.

Bliv klogere på sagen her:

* I begyndelsen af 00'erne kom det frem, at babyer systematisk var blevet fjernet fra deres mødre, mens general Francisco Franco var ved magten fra 1939 til 1975, hvor han døde.

* En del af praksissen fortsatte endda endnu længere. Babyer blev solgt ulovligt, indtil en ny lov, der regulerer adoption, blev introduceret i 1987.

* Læger, sygeplejersker, nonner og præster var efter sigende med til at fjerne babyerne fra deres biologiske mødre. Babyerne blev ofte givet til forældrepar med tilknytning til Franco-regimet, der ikke selv kunne få børn.

* Hvor mange børn, der blev ofre for praksissen, er meget uklart. Tallet varierer fra 30.000 til 300.000 blandt historikere og organisationer i de internationale medier.

* Inés Madrigals sag er den første, som kommer for retten. Den spanske kvinde mener, at den 85-årige tidligere læge forfalskede hendes fødselsattest, så hendes nu afdøde adoptivmor fremstod som hendes biologiske mor, som hun blev taget fra ved fødslen.

Kilder: AFP og The Guardian.

1 af 3 Foto: Manu Fernandez/AP
2 af 3 Foto: Manu Fernandez/AP
3 af 3 Ines Madrigal blev som baby bortført og givet væk til en anden familie. Hun kræver lægen, som stod bag, bag tremmer. Foto: Manu Fernandez/AP

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere