Spansk politi befrier kidnappet dansker

Krævede 1,3 millioner kroner i løsesum af forældre: Manden var selv efterlyst via Europol og er nu i politiets varetægt

Spansk politis video fra aktionen. Video: Policía Nacional

Ved du noget?

Tip os på sms 1224 (alm. SMS-takst), eller send en mail til 1224@eb.dk. Du kan også vælge at udfylde formularen herunder.

En gennembanket 30-årig dansk mand er blevet befriet i Marbella på Costa del Sol, hvor han tilsyneladende havde været holdt fanget i 10 dage.

Det skriver en række medier - herunder Spanien i dag.

Ifølge en pressemeddelelse udsendt af det spanske indenrigsministerium var danskeren, hvis identitet Ekstra Bladet er bekendt med, internationalt efterlyst via Europol mistænkt for en narkoforbrydelse og blev i forlængelse af befrielsen anholdt.

Manden, som siden er blevet udleveret til Danmark, er i Folkeregistret opført som 'forsvundet'.

Nok foregik politiaktionen i Spanien, men den blev på dramatisk vis udløst i Danmark, da den 30-årige mands forældre modtog et foruroligende opkald. Ukendte gerningsmænd beordrede dem til omgående at betale 165.000 euro (ca. 1,3 millioner kroner, red.), hvis de ville redde sønnens liv. De fik seks timer til at skaffe og sende pengene.

Det oplyser Policía Nacional på sin hjemmeside.

For at understrege alvoren sendte kidnapperne en stribe billeder af den forslåede mand, hvis liv de truede med at tage.

Dermed havde den spanske politistyrke ingen tid at spilde. De trængte ind i bebyggelsen i den sydspanske by, som er kendt for at være proppet med rigmænd, og fandt den tilfangetagne dansker på ejendommens førstesal bag en låst dør. Han lå på en madras på gulvet - ifølge politiet med alvorlige skader.

Hans kraveben var gået af led, der var brud på højre albue, og han var i det hele taget banket gul og blå.

Danskeren blev bevogtet af en 23-årig mand, som mistænkes for at være involveret i tilfangetagelsen og frihedsberøvelsen af den ifølge politiet hårdt medtagede dansker. Derudover er han sigtet for vold, ulovlig våbenbesiddelse og at være del af et kriminelt netværk. Han er varetægtsfængslet.

Politiet beslaglagde under aktionen en revolver, en mængde ulovlige rusmidler og en maskine, som menes at være brugt til indpakning af narko.

Efterlyst i tre år
Domstolskontoret Tribunal Superior de Justicia de Andalucía oplyser til Ekstra Bladet, at befrielsesaktionen fandt sted 13. juni. Den danske mand har efter befrielsen afgivet forklaring til retten i Madrid.

De spanske myndigheder afventer nu svar på retsmedicinske undersøgelser af de skader, danskeren er blevet påført under sit fangenskab, ligesom den beslaglagde revolver ligger til undersøgelse hos spanske kriminalteknikere.

Danskeren var ilde tilredt, da han blev befriet. Foto: Policía Nacional
Danskeren var ilde tilredt, da han blev befriet. Foto: Policía Nacional

Den danske del af sagen er forankret hos Nordsjællands Politi, hvor man har en efterforskning i gang:

- Der er tale om en narkosag, som vi har haft kørende. I den forbindelse har manden været efterlyst i tre år, fortæller Lau Lauritzen, efterforskningsleder, Nordsjællands Politi.

- Tilbage i juni får vi fra spansk politi oplysninger om, at manden befandt sig i Malaga, og at spansk politi var involveret i en hændelse, hvor manden havde været frihedsberøvet.

- Vi begærede ham efterfølgende udleveret, hvor han så blev fremstillet og sigtet. Grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre, så dermed kan jeg ikke oplyse yderligere.

- Men han er nu varetægtsfængslet her i Danmark, fortæller Lau Lauritzen.

1 af 2 
2 af 2 Danskeren var ilde tilredt, da han blev befriet. Foto: Policía Nacional

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere