Sparkede bilsælger og stak af med Mercedes

Politiet leder efter både bil og gerningsmand

En bilforhandler i Randers er blevet en Mercedes Sprinter fattigere, efter at en 'kunde' var meget interesseret i bilen.

Det fortæller Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Kunden kom onsdag ind i forretningen på Ribevej i Randers klokken cirka 13.30. Han var meget interesseret, og han ville derfor gerne have en prøvetur i køretøjet.

Sælgeren hentede nøglerne og prøvepladerne til Mercedes Sprinteren.

Da han kom retur, sad kunden allerede på førersædet. Medarbejderen forklarede kunden, at han skulle udlevere sit kørekort, før han kunne få nøglerne til bilen. 
Hårdt spark
Det fik kunden til at slå nøglerne ud af hånden på medarbejderen, hvorefter han med fødderne forsøgte at skubbe ham væk fra bilen. Da det ikke lykkedes, sparkede han medarbejderen hårdt i brystet, så han var ved at falde bagover.

- Herefter  fik han held til at lukke og låse bildøren, få startet bilen og køre fra stedet, oplyser politiet.
Kunden beskrives som: En mand med mellemøstligt udseende. Han er omkring 180 cm høj og spinkel af bygning. Han havde tatoveringer på fingrene og var iført hættetrøje, jeans og kondisko.

Han flygtede fra stedet i en sølvgrå Marcedes Sprinter varebil.