Specialpatrulje i aktion på dansk ø

Politiet fik et tip om en speedbåd fyldt med narko

Foto: Arkiv/Jesper Stormly Hansen
Foto: Arkiv/Jesper Stormly Hansen

Østjyllands politi havde søndag fået et tip om, at en speedbåd skulle være på vej fra Fredericia til Samsø med narko ombord.

Derfor stod flere betjente fra Østjyllands politis specialpatrulje klar ved Ballen Havn på Samsø.

Efter en rum tid kom der ganske rigtigt en speedbåd frem i horisonten.

Da specialpatruljen fik stoppet båden, fandt de en hel del forskellig narkotika.

- Vores specialpatrulje fandt en hel del amfetamin, hash og en del kokain, fortæller kommunikationsrådgiver Jakob Christiansen fra Østjyllands politi, til Ekstra Bladet.

Der var tale om en 62-årig samt en 68-årig mand.

Desuden havde den 68-årige et regnskab med i bogform, der yderligere bestyrkede politiets mistanke om narkosalg.

Derfor blev den 68-årige sigtet for at ville sælge narkoen, mens den 62-årige blev sigtet for at være i besiddelse af euforiserende stoffer.

- Det sker jo en gang i mellem at vi ser folk transportere narko i både. Men uanset om det er til lands, vands eller i luften, har vi fokus på det, tilføjer Jakob Christiansen.