Spejderleder tiltalt: Børn misbrugt og fotograferet nøgne på spejderlejre

Politiet fandt nøgenfotos af børnene på spejderlederens mobiltelefon

De seksuelle overgreb skete på spejderlejre rundt om på Sjælland. Lejren og børnene på billedet har intet med den aktuelle sag at gøre. Foto: Finn Frandsen/Polfoto
De seksuelle overgreb skete på spejderlejre rundt om på Sjælland. Lejren og børnene på billedet har intet med den aktuelle sag at gøre. Foto: Finn Frandsen/Polfoto

I tre år holdt en flok små drenge sig tavse om de seksuelle overgreb, som deres spejderleder udsatte dem for, når de var på spejderlejre rundt om på Sjælland.

Først i oktober sidste år brød en dreng tavsheden overfor sine forældre, da han havde været på en spejderlejr, og sagen rullede. Endnu to drenge brød sammen og fortalte om overgreb, og forældrene til de tre drenge anmeldte den 35-årige spejderleder til politiet.

Efter afhøring af drengene blev den 35-årige anholdt, og på hans Sony Xperia mobiltelefon fandt politiet nøgenfotos af seks af den 35-åriges spejderdrenge.

Endnu fire formodede ofre er blevet identificeret, og spejderlederen er nu tiltalt for overgreb på 10 drenge i alderen fem til 12 år.

Det er to syv-årige, to ni-årige, to 11-årige og en fem-årig, en otte-årig, en 10-årig og en 12-årig dreng.

Tilstår nøgenfotos
Den 35-årige har erkendt seks forhold, nemlig de seks, hvor der er fundet fotos af drengene på hans mobiltelefon.

Han erkender, at han har optaget nøgenfotos af spejderdrengene, men benægter, at han har udsat dem for fysiske overgreb. Det har drengene dog forklaret, og video-afhøringerne vil blive afspillet i retten i Hillerød, når retssagen starter den 14. juni.

Se også: Spejderleder fængslet for overgreb på flere børn

Den 35-årige har siddet varetægtsfængslet siden den 12. oktober sidste år.

Spejderlederen er tiltalt for blufærdighedskrænkelser og andre seksuelle forhold end samleje samt besiddelse af børneporno.

Ifølge anklageskriftet startede overgrebene i juli 2013, hvor han under en spejderlejr i Frederiksværk fik en syv-årig dreng til at klæde sig nøgen, hvorefter den 35-årige fotograferede ham.

I august samme år udsatte han, ifølge tiltalen, en fem-årig dreng for et seksuelt overgreb, mens han fotograferede drengen nøgen.

På en spejderlejr i Måløv i november fik spejderlederen en syv-årig næsten nøgen dreng til at lægge sig på hans mave. I august 2014 blev en ni-årig dreng fotograferet nøgen, mens han poserede, og derefter iført en ble og fotograferet igen.

Misbrugt i bivuak
En anden ni-årig blev fotograferet nøgen på en spejderlejr i Frederiksværk i august 2014, og en 12-årig blev udsat for et overgreb i en bivuak i Birkerød i september.

En otte-årig blev sexmisbrugt i en spejderhytte i Stenløse i juli 2015 og fotograferet og videofilmet nøgen, lyder tiltalen.

I april 2016 gik det ud over en 11-årig dreng på en spejderlejr i Stenløse, som blandt andet blev masseret ind i olie og fotograferet. I maj sidste år tog han en 11-årig dreng i bad, vaskede ham og befølte ham, lyder tiltalen.

Endelig blev en 10-årig udsat for et seksuelt overgreb i juli 2016 på en spejderlejr i Stenløse.

På spejderlederens computer og hans mobiltelefon fandt politiet 83 seriefotos og to filmsekvenser af spejderdrengene.

Under retssagen kræver anklager Nathalie Elias, at den 35-årige fradømmes retten til at beskæftige sig med børn under 18 år erhvervsmæssigt eller i fritiden, og at han ikke må opholde sig sammen med børn.

Havde svag mistanke
Da forældrene til den dreng, som fik sagen til at rulle, kontaktede den 35-åriges spejder-organisation viste det sig, at man havde en vag mistanke om, at noget var galt.

Et par andre spejder-drenge havde sagt noget om, at de ikke ville på lejr med den 35-årige. Men først da drengenes forældre gik dem på klingen, fortalte de om overgrebene.

Retten i Hillerød har afsat to dage til sagen, hvor dommen ventes på torsdag. En del af sagen afvikles for lukkede døre, når børnenes forklaringer afspilles i retten på video.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere