Spektakulær sag mod norsk narkobetjent skal gå om

Den tidligere betjent Eirik Jensen skal gennem endnu en retssag, efter at juridiske dommere undsiger nævninger

Følelserne gik mandag højt i en opsigtsvækkende retssag i Norge, hvor en tidligere narkobetjent sad på anklagebænken.

Først blev den tidligere politimand, Eirik Jensen, kendt skyldig i grov korruption af juryen, der dog frifandt ham for indsmugling af knap 14 ton hash. Kort efter tilsidesatte rettens juridiske dommere afgørelsen.

- Dommerne finder, at Jensen utvivlsomt er skyldig efter tiltalen omkring hashsmugling, siger retsformand Kristen Heyerdahl.

Hun understregede, at de to anklagepunkter hænger så tæt sammen, at de må vurderes sammen.

– Hele sagen skal derfor behandles på ny - med nye dommere, siger hun ifølge nyhedsbureauet NTB.

Eirik Jensen, der er tidligere overbetjent, har gennem hele forløbet nægtet sig skyldig.

I sin tid hos politiet har han blandt andet arbejdet med rockermiljøet og narko- og banderelateret kriminalitet samt været en del af specialgruppen Omega.

Det var som led i det arbejde, at han i den første halvdel af 1990'erne mødte narkobagmanden Gjermund Cappelen, der på det tidspunkt hed Gjermund Thorud.

Jensen rekrutterede Cappelen som informant, men ifølge tiltalerne mod ham begyndte de to samme år i stedet at arbejde sammen om hashsmugling.

Cappelen har sagt, at politimanden hjalp med at smugle store mængder hash mod betaling - angiveligt for mindst 15 millioner norske kroner. Jensen er dog kun tiltalt for at have modtaget 2,1 millioner norske kroner.

Problemet med juryens afgørelse er ifølge de juridiske dommere, at hvis Eirik Jensen ikke er skyldig i at have deltaget i hashsmuglingen fra 2004 til 2013, er det svært at sige, hvad grundlaget for korruptionen er.

Det skriver det norske medie NRK.

Sagen er en ankesag, der blev behandlet over 81 retsdage.

Den betegnes som spektakulær af flere grunde. For det første grundet de store mængder hash, som sagen drejer sig om, og at sagens akter omfatter 6000 dokumenter samt 122 vidneforklaringer.

Desuden er det den sidste retssag, hvor der indgår en jury, efter at Stortinget, der svarer til det danske Folketing, har besluttet at nedlægge den cirka 130 år gamle tradition.

Efter at retsformanden kendte sagen ugyldig, blev en fortumlet Eirik Jensen spurgt, hvorvidt han forstod beslutningen.

– Egentlig ikke, men jo, svarede han.

Kort efter ankede han beslutningen.

I byretten blev Eirik Jensen idømt 21 års fængsel.

Den dom ankede han, og i ankesagen, som blev indledt i 2017, har han og hans forsvarer argumenteret for frifindelse til den tidligere betjent.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere