Sprang for livet under storbrand

To personer er kommet til skade under storbranden i Hellerup

Her kollapser taget

To personer er blevet kvæstet under storbranden i Experimentarium i Hellerup, som er under ombygning. Den store bygning står i flammer i øjeblikket.

- Vi har kørt to patienter fra brandstedet til Rigshospitalet. Jeg kan ikke sige noget om deres tilstand, oplyser vagthavende på Region Hovedstadens vagtcentral til Ekstra Bladet.

Regionen har i øjeblikket en ambulance og en akutlæge holdende standby på brandstedet, hvis flere skulle komme til skade.

Et øjenvidne, Dorthe Foged, fortæller til Ekstra Bladet, at den ene tilskadekomne sprang for livet fra cirka anden sals højde.

- Han har i hvert fald brækket benet. Han var nødt til at springe for at slippe væk fra flammerne, siger Dorthe Foged.

Ifølge Experimentariums pressemedarbejder Maria Holst Mouritzen opstod branden under arbejde med at lægge tagpap på bygningen.

Det var to personer, som var i gang med at lægge tagpappet på. Den ene er ifølge Maria Holst Mouritzen faldet ned og har brækket det ene ben, mens den anden er indlagt til observation for røgforgiftning, oplyser hun til Ritzau.

Gasflasker sprang
Dorthe Foged sad til møde med projekleder Asger Høgh fra Experimentarium i en skurvogn, da alle pludseligt fik besked på at forlade stedet, fordi det brændte.

- Der var røg over det hele, og det gik rigtigt stærkt. Der var flere gasflasker, der sprang, fortæller Dorthe Foged.

Hun er stifter og administrator af organisationen 'Barndrømmen' og holdt mødet med projektleder Asger Høgh netop som branden brød ud:

- Vi kunne se gennem hullerne til vinduerne, som ikke er sat i endnu, at der hurtigt var ild i hele bygningen og branden har også bredt sig til en af nabobygningerne, fortæller Dorthe Foged.

Der er afsat 357 millioner kroner til ombygningen af Experimentarium, hvor branden givetvis nu kommer til at betyde en stor forsinkelse af byggeriet.

Ekstra Bladet reporter på stedet oplyser, at der er kommet endnu flere brandkøretøjer til stedet, og at det virker som om, at brandvæsenet begynder at have branden under kontrol. En brandmur har tilsyneladende delvist stoppet branden ved nabobygningen.

Der er i øjeblikket 21 brandkøretøjer på brandstedet.

Branden har ført til trafikkaos omkring Strandvejen og Tuborg Havn, hvor flere veje er spærret.

1 af 2 
2 af 2 To er kommet til skade under storbranden. Den ene sprang ud af bygningen for at slippe væk fra flammerne, fortæller et øjenvidne.
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere