Spritbilist smadrede have, men ryddede selv op

Kravlede uskadt ud af vraget og undskyldte rodet i ægteparret Bent og Margit Hansens have

Video: Local Eyes

En 22-årig spritbilist og et par af hans venner ryddede i dag pænt op hos Bent og Margit Hansen på Hesselgærdet 2 i Aabenraa, efter at den 22-årige tidligt lørdag morgen pløjede ægteparrets stakit og buske ned med sin bil, der endte på taget i haven ved Tøndervej.

Se mere video på localeyes.dk

- Han har lige været her med et par venner og en traktor med frontlæsser og en trailer, og så har de fjernet bilen og ryddet det hele pænt op, fejet fortovet og pillet glasskår op i haven, så hunden ikke får dem i poterne. Flinke, unge mennesker, siger Margit Hansen til Ekstra Bladet.

Klokken 6.20 lørdag morgen vågnede Bent Hansen ved et brag 'af den anden verden'. Han troede, det var tordenvejr, mens konen ikke hørte noget som helst.

- Jeg har nok sovet på mit gode øre, griner Margit Hansen.

Ringede på døren
Bent Hansen blev dog liggende i sengen, men straks efter ringede det på døren, og det blev ved, så han måtte jo op.

artiklen fortsætter under billedet

Stakit og buske blev pløjet ned, før bilen endte på taget i pensionistparrets have. Men senere på dagen ryddede spritbilisten selv op sammen med et par venner. Foto: PressSyd Kim Petersen
Stakit og buske blev pløjet ned, før bilen endte på taget i pensionistparrets have. Men senere på dagen ryddede spritbilisten selv op sammen med et par venner. Foto: PressSyd Kim Petersen
 

I dørkikkerten kunne han se en mand med kasket, og udenfor stod den 22-årige mand og sagde undskyld, at der var sket noget ude på vejen. Han skulle nok betale erstatning, sagde han ydmygt.

Politiet har sigtet den 22-årige for spirituskørsel.

- Vi kunne ikke rigtigt mærke noget på ham. Han var en venlig og sød ung mand, der var meget ked af, at han havde ødelagt vores have, fortæller Margit Hansen.

- Han fortalte, at bilen var skredet ud for ham, så han ramte kantstenen, og så var den væltet rundt. Men han havde kun fået lidt knubs, og var selv kommet ud af bilen. Han havde taget sikkerhedsselen af og var kravlet ud af den ene siderude, siger Margit Hansen.

Den 22-årige bad om papir og blyant for at skrive sin nummerplade op, som han ikke kunne huske. Lidt efter kom politiet, og han blev taget med på stationen til en blodprøve.

Hele formiddagen lå bilen på taget i Bent og Margit Hansens have, indtil den 22-årige selv kom med et par venner og fjernede vraget.

- Jeg tror ikke, bilen kommer ud at køre igen, siger Margit Hansen.

De tre unge tog ordentligt fat og fjernede det knuste hegn og de ødelagte buske og fejede stumperne op. Nu venter ægteparret til på mandag med at ringe til forsikringsselskabet, så de kan få sat et nyt statik op og plantet nogle nye buske.

- Vi må se, hvad der kan reddes af de gamle buske, siger Margit Hansen.

Mest læste
Seneste
Mest læste
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Steffan Kærulf Frandsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen