Spritbilister knaldet på stribe

Sydjyllands Politi har haft en ualmindelig travl nat. Hele 9 spritbilister og 4 påvirkede af narko faldt i politiets fælde. Det er et ualmindeligt højt antal, fortæller vagtchef.

Der var alt for mange, der ikke kunne finde ud af at lade bilen stå, når de havde fået en lille en i Sydjylland. Arkivfoto: Jonas Olufson
Der var alt for mange, der ikke kunne finde ud af at lade bilen stå, når de havde fået en lille en i Sydjylland. Arkivfoto: Jonas Olufson

Alkohol og bil er ikke forenelige med hinanden.

Det har hele 9 spritbilister måtte lære på den hårde måde i Sydjyllands regionen lørdag nat.

Udover det store antal spritbilister fik Sydjyllands politi også 4 narkopåvirkede i nettet.

- Det er ikke helt normalt. Det antal ligger heldigvis over normalen, og jeg kan simpelthen ikke sige, hvad det skyldes, fortæller vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands politi, Tom Møller.

Allerede lørdag aften var politiet ude på Twitter med en meddelelse om, at de havde stoppet 4 spritbilister på de første to timer af aftenen.

Den fangst blev ikke mindre i løbet af natten, men vagtchefen har ikke noget bud på, hvorfor der er blevet fanget så mange påvirkede bilister lørdag nat.

-  Det er forskellige aldersgrupper, så det er ikke sådan, at man kan sige, at det er, fordi de unge er blevet sluppet løs efter coronatiden. Under alle omstændigheder så er det her meget. I hvert fald mere end vi er vant til, fortæller vagtchef ved Sydjyllands politi.