Srilankanske sikkerhedsstyrker dræber fire mulige IS-krigere

Sikkerhedsstyrker stormede et hus, hvor man formodede, at IS-krigere holdt til i skjul efter bombeangreb

Srilankanske sikkerhedsstyrker har dræbt fire formodede krigere fra Islamisk Stat (IS).

Ifølge nyhedsbureauet AFP stormede sikkerhedsstyrkerne et hus i byen Kalmunai på Sri Lankas østkyst, hvor man formodede, at IS-krigere holdt til.

I en pressemeddelelse fra politiet står der, at man har fundet fire lig af mistænkte IS-krigere.

To af de fire formodede IS-krigere blev dræbt i en skududveksling, fortæller talsmand Sumith Atapattu.

- I vores gengældelsesskud døde to våbenmænd, siger Sumith Atapattu.

Det er endnu uvist, hvordan de øvrige to IS-krigere mistede livet.

Talsmanden tilføjer, at en civil person også blev dræbt i skududvekslingen.

Ifølge nyhedsbureauet AP fortæller en lokal militær general Aruna Jayasekar, at der også var eksplosioner.

Sikkerhedsstyrkerne har efterfølgende fundet sprængstof, detonatorer, selvmordsbombe-udstyr, militæruniformer og IS-flag.

Militæret mener, at de dræbte IS-krigere spillede en rolle i de mange bombeangreb, der ramte landet påskedag 21. april og dræbte over 250 mennesker.

Skærm

Hent flere
Hent flere