Stadfæster opholdsforbud til rockerlærling

Højesteret har afgjort den principielle sag om opholdsforbud til en mand med tilknytning til Bandidos

Den 33-årige har selv i byretten forklaret, at han var hangaround til Bandidos. Et politividne sagde i retten, at tiltalte som hangaround er medlem af Bandidos MC Copenhagen. Han blev anholdt tæt på Mexigangs lokaler i Brøndby. Privatfoto
Den 33-årige har selv i byretten forklaret, at han var hangaround til Bandidos. Et politividne sagde i retten, at tiltalte som hangaround er medlem af Bandidos MC Copenhagen. Han blev anholdt tæt på Mexigangs lokaler i Brøndby. Privatfoto

En 33-årig hangaround til Bandidos må ikke komme i visse dele af Brøndby og Rødovre Kommune samt alle Bandidos' klubhuse i Danmark i 4 år og 6 måneder fra endelig dom.

Det har Højesteret netop fastslået i en principiel dom.

Manden, der er forlovet og har en søn på næsten et år, blev idømt to et halvt års fængsel i Østre Landsret for besiddelse af en skarpladt pistol på en parkeringsplads nær Mexigangs klublokaler i Brøndby. Mexigang er en støttegruppe til Bandidos, og moderklubben Bandidos bruger nu de samme klublokaler ifølge politiet.

Samtidig blev han idømt et opholdsforbud i et afgrænset område af Brøndby og Rødovre Kommune og i Bandidos' klubhuse i hele landet efter en ny bestemmelse, hvor rocker-bandemedlemmer kan idømmes forbud mod at opholde sig i bestemte kommuner.

Højesteret tog kun stilling til opholdsforbuddet.

Her gik den 33-årige i første omgang efter en frifindelse, subsidiært at det blev afgrænset til et mindre område, så han eksempelvis stadig havde mulighed for at tage S-toget og tage i svømmehallen Vestbadet med sin søn.

Anklagemyndigheden gik efter en skærpelse af landsrettens dom, så opholdsforbuddet blev udvidet til at gælde i hele Brøndby kommune foruden de forskellige adresser, hvor Bandidos har klubhuse.

Straffelovens §79a

§ 79 a. Den, som idømmes ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for en overtrædelse, der er omfattet af § 81 a, kan ved dommen gives opholdsforbud efter stk. 2. Det samme gælder den, som idømmes ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for overtrædelse af denne lov, lov om euforiserende stoffer eller lov om våben og eksplosivstoffer, og som har tilknytning til en gruppe af personer, der tilsammen står bag omfattende og alvorlig kriminalitet, når overtrædelsen har relation til den dømtes tilknytning til gruppen.

Stk. 2. Ved opholdsforbud forstås et forbud mod at færdes og opholde sig i et eller flere nærmere afgrænsede områder, hvor den pågældende lovovertrædelse er begået, eller hvor den gruppe af personer, jf. § 81 a eller stk. 1, 2. pkt., som den domfældte er tilknyttet, opholder sig.

Stk. 3. Politiet kan meddele tilladelse til færden eller ophold i et område omfattet af et opholdsforbud efter stk. 1, hvis det af særlige grunde må anses for beføjet.

Stk. 4. Opholdsforbud gives på tid fra 1 til 10 år regnet fra endelig dom. Ved udståelse af fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter forlænges opholdsforbuddet tilsvarende.

Stk. 5. Den dømte kan 3 år efter løsladelsen eller udskrivningen forlange, at anklagemyndigheden indbringer spørgsmålet om opholdsforbuddets opretholdelse for retten. Når særlige omstændigheder taler for det, kan justitsministeren tillade, at indbringelse for retten sker tidligere. § 59, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse. Afgørelsen træffes ved kendelse. Går afgørelsen ud på, at opholdsforbuddet helt eller delvis opretholdes, kan spørgsmålet på ny indbringes for retten, dog tidligst efter 2 års forløb.

Stk. 6. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om tilladelser efter stk. 3, herunder om indgivelse af ansøgning, vilkår for tilladelser og tilbagekaldelse af tilladelser.

Højesteret stadfæstede Østre Landsrets dom med enkelte ændringer.

Den 33-årige rockerhangaround er den første, der er dømt efter nye regler.

I forholdt til det generelle forbud mod at komme i alle Bandidos' klubhuse skriver Højesteret i dommen:

- Der er herved lagt vægt på, at forbuddet skal forebygge, at han genoptager sine kriminelle aktiviteter i tilknytning til Bandidos ved at skifte til en anden Bandidos-afdeling eller i øvrigt ved at komme i andre klubhuse tilhørende Bandidos-afdelinger her i landet, ligesom de skriver, at de har lagt vægt på, at forbuddet mod at komme på de bestemt angivne adresser kun i meget begrænset omfang indebærer indskrænkninger i hans bevægelsesfrihed.

I byretten forklarede den 33-årige, at han var tilknyttet Bandidos som ’hangaround’, mens han i landsretten ikke ønskede at udtale sig om sit forhold til Bandidos, fordi sagen ifølge hans forklaring 'ikke har noget med Bandidos at gøre'.

Da den 33-årige fik det sidste ord, da sagen kørte i Højesteret i fredags, sagde han:

– Jeg har intet med Bandidos at gøre, og jeg er ikke Bandidosrocker. Jeg vil bare gerne have et normalt liv.

Han tilføjede, at han følte sig som en prøvekanin.

Ekstra Bladet bad hans forsvarer Tyge Trier om at uddybe det udsagn.

-  Det føles selvfølgelig krænkende for os, at han behandles dårligere end andre i forhold til afsoningsforhold og udgang, fordi han har den her testsag i Højesteret. Og det, synes jeg jo, er paradoksalt, når han netop har et fast parforhold, fast bopæl og en søn, der fylder et år om fjorten dage. Men nu har vi overstået det, og så må vi se, hvad Højesteret siger om en uge, sagde Tyge Trier dengang.

Læs mere om sagen og Bandidos' synderegister her:

Flere Bandidos-medlemmer er dømt. Privatfoto Krimi Bandidos-medlemmers vilde synderegister: 70 års fængsel på tre år

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere