Stadig for farlig til frihed

Adrian Tudose forsøgte at få sin forvaringsdom ændret til almindelig afsoning

Der kommer til at gå flere år, før Adrian Tudose igen kan færdes frit på gaden. Her er han filmet på et overvågningskamera ifm. sexoverfaldet i Aarhus i 2008. (Politifoto)
Der kommer til at gå flere år, før Adrian Tudose igen kan færdes frit på gaden. Her er han filmet på et overvågningskamera ifm. sexoverfaldet i Aarhus i 2008. (Politifoto)

Voldtægtsforbryderen Adrian Tudose kommer ikke ud foreløbig. Det har dommer Tina van Steen i dag afsagt kendelse om i Retten i Aarhus.

Efter de første fem år af sin forvaringsdom efter en meget grov voldtægt i Aarhus i 2008 havde den 32-årige rumæner håbet at få ændret sin tidsubestemte straf til en almindelig tidsbestemt afsoning, men retten vurderer fortsat, at Adrian Tudose udgør en fare for samfundet.

Foranstaltningen i Vestre Landsrets dom fra 2009 opretholdes derfor, oplyser Retten i Aarhus.

Se også: Rumænsk voldtægtsforbryder vil ud af forvaring

Med hænderne fikseret i et mavebælte og ledsaget af fire fængselsbetjente fra statsfængslet i Vridsløselille samt støtte fra sin danske kone, en tidligere fængselsbetjent, som han mødte i Statsfængslet Østjylland, og sin nye svigermor forsøgte den rumænske voldtægtsforbryder ellers at overbevise retten om, at han ikke længere udgør en fare for samfundet.

- Jeg har ændret mig. Jeg er ikke længere den person, som blev dømt dengang, sagde Adrian Tudose under prøvelsen af forvaringsdommen i Retten i Aarhus.

Adrian Tudose betegnes i retslægerådets erklæring som ’umoden, karakterafvigende, lystløgner og ude af stand til at føle skyld,’ men der konkluderes samtidigt, at han er normalt begavet.

Se også: Rumæner udvist efter voldtægt i Århus

Retslægerådet har vurderet, at den eneste mulige straf, der kan forhindre den 32-årige rumæner i at fortsætte sine kriminelle handlinger, er forvaring på ubestemt tid.

- Han er fortsat farlig, og der er fortsat risiko for samfundsskadelig adfærd, sagde anklager Dorthe Lysgaard.

Truede med kniv under voldtægt
Han blev i 2009 idømt forvaring på ubestemt tid og efterfølgende permanent udvisning af Danmark.

Adrian Tudose havde fulgt efter sit 28-årige offer, inden han ved Riisskovstien nær bydelen Trøjborg overfaldt og tvang kvinden til sex med en kniv for offerets strube.

Efter voldtægten slap offeret mirakuløst væk.

Den 28-årige kvinde var ikke det eneste offer, Tudose havde udset sig denne nat. Han forfulgte også en 20-årig kvinde gennem længere tid, men da han overfaldt hende nær en Statoil-tank i det nordlige Aarhus, lykkedes det hende at råbe så meget op, at en forbipasserende lagde sig i mellem og stoppede den brutale voldtægtsmand.

Se også: Rumæner fik strengeste straf for voldtægt

16 dage efter voldtægten forsøgte Adrian Tudose at flygte med tog mod Tyskland, men efter offentliggørelse af overvågningsbilleder fra en tankstation i Aarhus blev han afsløret og efterfølgende anholdt af tysk politi i et nattog.

Anklagemyndigheden procederede også for, at Adrian Tudose eventuel kan afsone resten af sin straf i et rumænsk fængsel, men det har Retten i Aarhus ikke taget stilling til i kendelsen.

Dermed skal Adrian Tudose fortsat afsone sin forvaringsdom på ubestemt tid i statsfængslet i Vridsløselille.