Stadil-fragtskib knækkede i to og sank: Døde sømænd identificeret

Det danske fragtskib Thorco Cloud sank i midten af december udfor Singapore på få sekunder. Seks besætningsmedlemmer mistede livet. Nu er tre identificeret ligesom det danske firma offentliggør nye billeder af skibet fra havets bund

Det synkende skib Thorco Cloud i farvandet ud for Singapore. Foto: EPA/ekstrabladet.dk
Det synkende skib Thorco Cloud i farvandet ud for Singapore. Foto: EPA/ekstrabladet.dk

Ved du noget? Send journalisten bag dit tip på mail her eller SMS 1224 (alm. takst)

Det 146 meter lange danske fragtskib Thorco Cloud sank 16. december i Singapore Strædet, efter det var sejlet sammen med det 43 meter længere Stolt Commitment i det stærkt befærdede stræde.

Det danske fragtskib blev ramt i bagbordssiden og sank derefter på få sekunder og skibets 12 besætningsmedlemmer måtte flygte for livet.

Umiddelbart efter kollisionen blev seks besætningsmedlemmer reddet op af vandet, mens man i timerne efter forliset fortsat savnede seks.

Tre sømænd identificeret
Nu er tre af de seks savnede sømænds lig blevet bjerget og identificeret.

Det fortæller danske Thorco Shippings direktør Thomas Mikkelsen til Ekstra Bladet.

- Over julen blev der fundet tre lig i farvandet tæt ved det sted, vores skib sank. Hertil morgen er det fra de lokale myndigheder desværre blevet bekræftet, at de tre personer er blevet identificeret som tre af savnede sømænd ombord på Thorco Cloud, siger Thomas Mikkelsen.

Se også: Hummel-direktørs mareridt: Seks mand savnes efter sunket fragtskib

Han oplyser, at de tre sømænd alle er filippinere.

Efter skibet sank iværksatte de lokale myndigheder og Thorco en omfattende redningsaktion for at finde de seks savnede sømænd dog uden held.

Direktør Thomas Mikkelsen erkender, at håbet om at finde de sidste tre savnede er småt, men:

- Man håber altid på det bedste.

Skib knækket i to
Thorco Cloud havde netop forladt havnen i Batam i Indonesien, da ulykken indtraf. Skibet var primært lastet med stål og var på vej fra Japan til Vestafrika, hvorfra det skulle videre til Brasilien.

3D-billeder som Thorco Shipping har offentliggjort viser, at skibet efter forliset er knækket i to dele og nu ligger på havbunden med 1600 meter i mellem sig.

Ifølge selskabet ligger de to dele af skibet stabilt på havbunden, mens der 'kun er et minimalt olieudslip'.

Ifølge Thorco Shippinger viser disse 3D-billeder, skibet på havets bund (Foto: Thorco Shipping A/S)
Ifølge Thorco Shippinger viser disse 3D-billeder, skibet på havets bund (Foto: Thorco Shipping A/S)
 

Stadil: Frygteligt
Danske Thorco Shipping er ligesom hummel et datterselskab ejet af Thornico, der er ledet af far og søn - Christian og Thor Stadil.

Skibsforliset er ikke gået Christian Stadils næse forbi, der giver udtryk for sin medfølelse for de efterladte.

- Som rederiejer eller virksomhedsejer generelt er det frygteligt når nogle rammes af død eller ulykke. Ord kan ikke beskrive det tab og den smerte de afdødes familier har lidt, og vores dybeste medfølelse og tanker går til dem og ikke mindst de familier som stadig befinder sig i uvished, lyder det fra Christian Stadil i et skriftligt svar til Ekstra Bladet og uddyber:

- I Thorco er vi i tæt dialog med vores crewing agent, som har stået for besætningen til Thorco Cloud, som sikrer at der tages hånd om familierne og de besætningsmedlemmer der blev reddet.

Årsag endnu ukendt
På trods af, at man har haft dykkere nede for at tage billeder af vraget, er det fortsat uvist, hvordan de to mere end 100 meter lange fragtskibe kunne brage sammen i strædet.

Foreløbigt er de involverede parter blevet afhørt ligesom data fra Stolt Commitment og satellitudstyr er blevet undersøgt, men en endelig konklusion er endnu ikke kommet frem.

- Jeg hverken kan eller vil sige noget om, præcis hvad der skete, da undersøgelserne stadig foregår. Jeg håber vi i løbet af januar bliver klogere, lyder det fra Thomas Mikkelsen.

Ved du noget? Send journalisten bag dit tip på mail her eller SMS 1224 (alm. takst)

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere