Stak af fra politiet og kørte ind i lygtepæl

27-årig mand uden kørekort satte sig angiveligt om på bagsædet efter påkørsel af lygtepæl og nægtede at have ført flugtbil

Opmærksomhed i trafikken er også en dyd for landets mange politifolk, som dagligt sidder i en patruljebil. Det måtte en 27-årig mand - og bekendt hos politiet for tidligere lovovertrædelser - sande i Aarhus mandag eftermiddag.

En opmærksom patrulje fra Østjyllands Politi opdagede nemlig en gammel kending, da de klokken 15.35 kom  kørende på Silkeborgvej i Aarhus-forstaden Aabyhøj.

Her fik de øje på en 27-årig mand, der sad bag rattet i en modkørende bil, og da de vidste, at han ikke har kørekort, vendte de patruljebilen og kørte efter manden for at standse bilen, han kørte i. I stedet for at stoppe op accelererede manden dog bilen og fortsatte med høj fart med politiet bag sig.

På J.L. Heibergs Vej gik det imidlertid galt, da flugtbilen ramte ind i en lygtepæl.

Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse fra deres seneste døgnrapport.

Bortforklaring og to sigtelser

Da patruljen fra Østjyllands Politi steg ud og løb hen til bilen, sad den 27-årige ikke længere bag rattet, men nu sammen med et par andre mænd på bagsædet. Han nægtede herefter, at han overhovedet havde ført bilen.

Han forklarede, at det var en bekendt, han ikke kunne huske navnet på, som nu var stukket af. 

Den 27-årige mands bortforklaringer prellede ikke uventet af på politiet, og han fik både en sigtelse for at køre uden førerret og for ikke at efterkomme politiets anvisninger, da de ville stoppe ham.

En anden 27-årig mand, som også sad i bilen, blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer, idet han havde en klump hash på sig.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere