Stak mand fem gange: Det var selvforsvar

Venner forklarer til EB: Vi blokerede døren og stod klar med en kødhammer og tre knive...

(Video: LocalEyes)

KØBENHAVNS DOMMERVAGT (Ekstra Bladet): - Jeg handlede i nødværge!

Sådan lød forsvaret fra den 55-årige mand, der lørdag ved middagstid blev fremstillet i grundlovsforhør - sigtet for drabsforsøg på en 50-årig bekendt i Valby.

Ifølge politiets sigtelse af manden, der blev anholdt i nat i den lejlighed, hvor knivdramaet fandt sted, er den 55-årige blevet stukket i alt fem gange - tre gange i halsen og to i skulderbladet med en køkkenkniv. 

Men ved dagens fremstilling erklærede den 50-årige gennem sin forsvarer, at han havde handlet i selvforsvar. Den nærmere forklaring herpå udeblev dog, da dommeren på anklagerens anmodning - og i øvrigt til højlydte protester fra tre af den sigtedes kammerater på tilhørerstolene - valgte at lukke dørene for offentligheden.

Alle tre venner tilsluttede sig overfor Ekstra Bladet forklaringen om selvforsvar.  Ikke kun kender de gerningsmand og offer særdeles godt, men to af dem - en kvinde og en mand - var nemlig selv tilstede under knivstikkeret, der fandt sted omkring midnat i en lejlighed i Folehaven.

- Han havde lige ringet og truet os. Vi var skide bange. Så vi satte en kommode foran hoveddøren. Så tog jeg kødhammeren. Jeg gav Bjarne den store køkkenkniv. Og jeg gav ML (den sigtede, red.) de to andre knive. Kort efter bragede han (knivoffer, red.) ind af døren.

Sådan lyder forløbet fra nattens kvindelige vidne, Bettina Poulsen, der er stærkt oprevet over nattens forløb og ikke mindst anholdelsen af sin ven.

Offeret er uden for livsfare. (Foto: Kenneth Meyer) 112 - 21. maj. 2016 - kl. 06:18 Drama i nat: Mand stukket flere gange i halsen

Ifølge hende og kammeraten Bjarne, som ifølge egen forklaring har siddet til afhøring hos politiet indtil kl. 04 lørdag morgen, er det angiveligt længere tids ondt internt fnidder og trusler, som ligger til grund for opgøret i lejligheden, hvorfra den 55-årige flygtede og søgte hjælp hos sin kæreste, der slog alarm til politiet.

Den 55-årige er ifølge politiet, der kort efter mødte talstærkt op på adressen, trods de mange knivstik uden for livsfare og hans tilstand stabil.

Den 50-årige nægtede sig ved fremstillingen skyldig i sigtelsen om drabsforsøg men erkendte de faktiske omstændigheder under henvisning til, at han havde handlet i nødværge.

Efter hans forklaring bag lukkede døre valgte dommeren at fængsle ham i 26 dage - dog ikke for drabsforsøg men i stedet for grov vold.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere