Stak mand i benet med knust flaske

En 19-årig mand blev i nat stukket i benet i Haderslev

En 26-årig mand måtte overnatte i arresten i Haderslev, efter han stak en 19-årig mand i benet med en knust flaske. (Foto: Google Maps)
En 26-årig mand måtte overnatte i arresten i Haderslev, efter han stak en 19-årig mand i benet med en knust flaske. (Foto: Google Maps)

Der var gang i den i den sønderjyske by Haderslevs natteliv natten til søndag.

Omkring klokken 01.40 blev en 19-årig ung mand stukket i benet med en knust flaske ved Gravene.

Gerningsmanden var en 26-årig mand fra lokalområdet, og det voldsomme overfald med den knuste flaske var angiveligt slutningen på et skænderi mellem de to by-gæster.

Den 26-årige blev snuppet af en politipatrulje, der var i området, og han måtte tilbringe resten af natten i arresten.

Det var den 19-årige forurettede, der selv alarmerede patruljen, der kom kørende.

- Han er kommet til skade, men kunne selv tage kontakt til politiet. De finder gerningsmanden tæt på, og han har overnattet i arresten, siger Helle Lundberg, kommunikationsrådgiver hos Syd - og Sønderjyllands Politi, til JydskeVestkysten.

Den 26-årige er blevet sigtet for grov vold.

Han var dog ikke den eneste fra Haderslevs byliv, der måtte overnatte i arresten.

På Twitter beretter Syd- og Sønderjyllands Politi om en 16-årig anholdt, der knuste ruder på Rådhuset og hos en burgerrestaurant.