Stak mand i mave og ryg: - Hvis du sætter en finger for, går den ikke så langt ind

Retten fandt det ikke bevist, at en 33-årig mand havde forsæt til at dræbe bekendt

Sagen mod den 33-årige mand kørte i retssal 41 i Københavns Byret, som man kan se her. Foto: Jakob Jørgensen
Sagen mod den 33-årige mand kørte i retssal 41 i Københavns Byret, som man kan se her. Foto: Jakob Jørgensen

Den 33-årige Michael Fuhlendorff forklarede selv i retten, at han kun ville skade, ikke dræbe, da han stak en 42-årig bekendt med kniv på Kastrup Center Pub i Kastrup 19. august sidste år.

Og i dag stod det klart, at nævningetinget i Københavns Byret godtog den forklaring, da de frifandt ham for drabsforsøg ved, ifølge tiltalen, at have stukket offeret med en cirka ni centimeter lang kniv, først i tindingen og efterfølgende i maven og i ryggen.

'Således som hændelsesforløbet er fastlagt, finder alle voterende, at det ikke mod tiltaltes benægtelse er bevist, at han havde det nødvendige forsæt til at dræbe. Derfor frifindes han', lyder kendelsen.

Episoden blev fanget af de videokameraer, der er inde i og uden for pubben.

- De frifinder for knivstik i tindingen, fordi det ikke kan afvises, at han på det tidspunkt alene har haft en sammenfoldet kniv i hånden i forbindelse med, at han tildeler ham de slag, man kan se på overvågningsvideoen, siger Michael Fuhlendorffs forsvarer, Peter Secher.

Modtog dommen
Den 33-årige blev dømt i overensstemmelse med sin egen erkendelse for to tilfælde af knivstik i henholdsvis Aalborg i april sidste år og episoden fra Kastrup Center Pub i Kastrup i august sidste år samt for videreoverdragelse af 100 gram kokain . Han blev idømt tre års fængsel og modtog dommen, ifølge forsvarer Peter Secher.

  Se også: Tiltalt for drabsforsøg: Jeg ville skade - ikke dræbe

Den 33-årige, der har karakteristiske tatoveringer op ad begge sider af halsen, på hænderne og på det ene ben, forklarede i retten om en særlig metode, han havde brugt for at sikre, at han ikke stak for dybt med kniven.

- Jeg stikker ikke igennem med kniven. Når jeg stikker, har jeg tommelfingeren på bladet. Hvis du stikker igennem, så går den dybere ind. Hvis du sætter en finger for, så går den ikke så langt ind. Jeg tror ikke engang, jeg når ind til tommelfingeren. Så han får en skade, men ikke noget dødeligt, forklarede den tiltalte, der ikke kunne huske, om han havde foldekniven i hånden, da han slog offeret inde på pubben, hvor offeret, ifølge anklagemyndighedens opfattelse blev stukket i tindingen, men han afviste, at bladet var slået ud.

- Det kan meget muligt være, at jeg har haft den i hånden, for du slår også lidt hårdere, når du har noget i hånden sagde han i retten.

Nossen Bandidos
Under sagen kom det frem, at den 33-årige Michael Fuhlendorff stod opført som 'Nossen Bandidos' i forurettedes telefonbog på mobilen, og Michael Fuhlendorff blev i 2013 dømt for besiddelse af to pistoler i forbindelse med, at han agerede livvagt for et højtstående Bandidos-medlem.

Men ifølge både forsvarer Peter Secher og anklager Anders Larsson har den Bandidos-relation ikke spillet nogen rolle i denne sag.

- Det har det ikke. Han er heller ikke med i Bandidos, siger Peter Secher.

Det stod ikke helt klart i retten, hvad der lå bag knivstikkeriet. Michael Fuhlendorff forklarede selv i retten, at det skyldtes en uoverensstemmelse, som han ikke ville nærmere ind på, og den forurettede var heller ikke mere meddelsom.

I forbindelse med episoden på Kastrup Center Pub er en mand tiltalt for at have hjulpet ham med at vaske kniven ren med klorin i baglokalet samt for at smide knivstikkerens blodige hættetrøje i vaskemaskinen og vaske den. Han skal for retten på torsdag.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere